NEW YORK - Sygeplejeadministratoren Aileen Clucas og 12 af hendes venner og kolleger var for nylig på weekend i et buddhistisk kloster. Ikke for at meditere over spirituelle værdier, men - mere prosaisk - for at få fred til at lære grundprincipperne for regnskabsanalyser og få skabt et grundrids af spillereglerne for den investeringsklub, de havde besluttet at etablere: New York Women's Investment Club.De er arketypen på de mange amerikanere, der i denne tid får statistikkerne over investeringsklubber til at gå amok. I oktober var der 26.005 registrerede klubber i deres fælles sammenslutning, The National Association of Investors Corporation (NAIC). Det er 9000 flere end året før, og den stigning er den største nogensinde i sammenslutningens 55-årige historie.