ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Morgenbriefing: Topchefer efterlyser klima-ambitioner, Finanstilsynet går enegang med bankkrav

Her er fredagens vigtigste erhvervsnyheder.


Topchefer: Vi skal have større ambitioner i klimakampen
En række topchefer opfordrer politikere til at indføre mere og smartere regulering på klimaområdet. Ørsteds Henrik Poulsen, Carlsbergs bestyrelsesformand, Flemming Besenbacher og DIs topchef Lars Sandahl Sørensen er blandt dem, der efterlyser ambitiøse politiske mål. (Berlingske)

Sløjt boligmarked tvinger store danske tegnestuer ud i fyringsrunder
Boligmarkedet er presset, og det tvinger flere af landets store tegnestuer til at skære markant i medarbejderstaben. Det skriver Børsen. De seneste måneder har arkitektfirmaer som Arkitema, Schmidt Hammer Lassen, 3XN, Aart Architects og Lundgaard & Tranberg været nødt til at gennemføre deciderede fyringsrunder. (Børsen)

Banker: Finanstilsynet går enegang med nye krav
Finanstilsynet er på vej til at gennemføre stramninger i bankernes kapitalkrav, som går længere end de internationale regler. Det mener interesseorganisationen Finans Danmark ifølge Børsen. Nykredit står over for en stigning i kapitalkravet på mellem 10 og 30 pct., eller op til 10,8 mia. kr. (Børsen)

Danskernes realløn stiger mere end i udlandet
Efter i flere år at have haltet bagefter er reallønnen i den danske industri nu steget mere end i udlandet. Det skriver Finans. Fremgangen skyldes lønstigninger på 2-2,5 pct. om året og moderate prisstigninger. Nu venter et slagsmål om højere lønstigninger ved forårets overenskomstforhandlinger. (Finans)

Medarbejdere hos Trumps advokat anholdt
To mænd, som har hjulpet Donald Trumps advokat, Rudy Giuliani, med at undersøge den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden, er blevet anholdt, skriver internationale medier. Mændene er mistænkt for ulovligt at sende penge til politiske komitéer, der støtter Trump. (Reuters)

Johnson og irsk leder optimistiske efter brexit-samtale
Stik imod forventningerne blev der torsdag gjort fremskridt i brexit-situationen på et møde mellem Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og den irske leder, Leo Varadkar. Det var ventet, at drøftelserne ville køre fast, men i stedet udtrykte de to ledere, at de nu ser en ”vej til en mulig aftale”. (The Guardian)

Rapport: Elselskaber skal tvinges til at indhente flere tilbud på strøm
De store elselskaber køber 99 pct. af deres strøm i koncernforbundne handelsselskaber uden at indhente priser fra konkurrerende selskaber. Det viser en ny rapport ifølge Finans. Rapporten anbefaler politiske stramninger, så netselskaberne tvinges til at indhente tilbud fra andre aktører. (Finans)

Markeder
USA's præsident, Donald Trump, sagde torsdag aften, at dagens forhandlinger med Kina i handelskrigen gik ”meget godt”, og at han skal mødes med den kinesiske topforhandler fredag. Det gav yderligere optimisme blandt investorerne.
  • S&P 500: +0,7 pct.
  • Dow Jones +0,6 pct.
  • Nasdaq: +0,6 pct.
Aktier i Japan og Hong Kong er fredag åbnet med plusser på 1-1,5 pct., mens Shanghai-indekset ligger til et mindre plus.

Det skriver cheferne
Stig Ørskov, topchef i JP/Politikens Hus, noterer, at vores bilindkøb ikke helt rimer på klimabevidsthed.

Perspektiv & Debat
Kronik: Mental omstilling før grønne løsninger
Mange virksomheder arbejder med en kort tidshorisont, men klimaet kræver, at de arbejder med ambitioner langt ind i fremtiden, skriver de to professorer Majken Schultz og Tor Hernes fra Copenhagen Business School, i en kronik. (Børsen)

Redaktionen anbefaler
Ny PKA-topchef vil lave bedre produkter
PKA's nye topchef, 51-årige Jon Johnsen, håber at kunne bruge sin erfaring til at forbedre produkterne til de 320.000 medlemmer. Og de skal ikke være bange for hans manglende investeringsbaggrund. (Børsen)

Det sker i dag
  • Tal for tysk inflation. Danske erhvervsledere lægger stor vægt på udviklingen i Tyskland som strømpil for udsigterne for dansk økonomi.
Forresten, så opmuntrer lederne i en af verdens største kapitalforvaltere, amerikanske Pimco, til ”druk og broderskab på stripklubber, golfture og poker aftener”. Det er i hvert fald opfattelsen hos juristen Andrea Martin Inokon, der ifølge Financial Times har sagsøgt Pimco for at snyde hende for forfremmelser efter hun blev gravid. (Financial Times)

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis