Forsvaret vil fredag indgå aftale om køb af 115 svenske infanterikampkøretøjer af modellen CV90 for ti milliarder kroner.
Der afsættes yderligere to milliarder kroner til indfasning med Forsvarets radioer og kommunikationssystem. Det erfarer TV 2.
Officielt vil Forsvaret kun oplyse, at det drejer sig om et tocifret milliardbeløb, som baner vej for en styrkelse af hæren, som kommer til at råde over samlet 159 køretøjer.
- De 115 nye køretøjer kommer til at styrke Danmarks bidrag til den kollektive sikkerhed og internationale operationer væsentligt, lyder det i en skriftlig kommentar fra chef for hæren generalmajor Peter Boysen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere fået fremvist køretøjet under besøg på en våbenfabrik i Sverige, som Danmark også har underskrevet en hensigtserklæring om tættere samarbejde med.
Det sker efter Sveriges medlemskab af den transatlantiske forsvarsalliance Nato, som kom på plads, efter at Rusland gik ind i Ukraine, og Vesten rykkede sammen.
/ritzau/