ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mærsk-ejer skyder trecifret millionbeløb i storsatsende Kolding-virksomhed: Arbejder på børsnotering

Det storsatsende brintfirma

Green Hydrogen Systems får tilført trecifret millionbeløb af A.P. Møller Holding og satser på en børsnotering

Sebastian Koks Andreassen, direktør i Green Hydrogen Systems, på selskabets nye fabrik i Kolding. Foto: Michael Drost-Hansen.
Sebastian Koks Andreassen, direktør i Green Hydrogen Systems, på selskabets nye fabrik i Kolding. Foto: Michael Drost-Hansen. Michael Drost-Hansen

A.P. Møller Holding købte tidligere på ugen Faerch Group for 14 mia. kr., og nu er Mærsk-ejeren igen ude at bruge penge.

20

mio. euro, svarende til 149 mio. kr.,skyderA.P. Møller Holdingind i selskabet via et konvertibelt lån

A.P. Møller Holding skyder 20 mio. euro, svarende til 149 mio. kr., ind i den storsatsende cleantech-virksomhed fra Kolding Green Hydrogen Systems, der har specialiseret sig i bæredygtig produktion af brint.

Konvertibelt lån

Pengene bliver skudt ind via et konvertibelt lån, der senere kan veksles til aktier, og sker, samtidig med at hovedaktionæren, venturefonden Nordic Alpha Partners, kommer med 7 mio. euro og minoritetsejeren Norlys med 1 mio. euro.

“Vi ser brint som en vigtig del af det fremtidige energimiks industri, shipping og tung transport. Green Hydrogen Systems har en overbevisende brintproduktion baseret på grøn energi, og vi er glade for at støtte dem med at udvikle platformen yderligere,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Jan Thorsgaard Nielsen, investeringsdirektør i A.P. Møller Holding, der nu får en plads i bestyrelsen i Green Hydrogen Systems.

Intensivt arbejde

Cleantech-virksomheden har de seneste måneder arbejdet intensivt på at rejse et trecifret millionbeløb, og med de i alt 28 mio. euro, svarende til 208 mio. kr., er der nu penge til at udvide salgsorganisationen, fortæller selskabets adm. direktør Sebastian Koks Andreassen.

“Men vi skal især udvide produktionskapaciteten på vores nye fabrik, som vi er ved at flytte ind i, og så skal vi arbejde med fortsat at udvikle vores teknologi, både hvad angår effektivitet, omkostninger og størrelse,” siger Sebastian Koks Andreassen, der for kort tid siden er hentet ind som direktør.

Han ser det som en blåstempling af Green Hydrogens teknologiske platform, at A.P. Møller Holding nu skyder et trecifret millionbeløb ind i selskabet.

“Men det er også en meget stor anerkendelse af det markedspotentiale, vi også selv ser inden for grøn brint,” lyder det fra Sebastian Koks Andreassen.

I høj kurs

Green Hydrogen Systems står bag elektrolysemaskiner til at producere brint ved hjælp af strøm og kan – modsat sol- og vindenergi – lagres, så det bruges som brændstof.

Produktet er i høj kurs, og interessen er ikke blevet mindre af, at der i EU er indgået en aftale om at satse markant på brint de kommende år.

Vil på børsen

Målet i EU er, at kapaciteten skal stige til 6000 megawatt i 2024 og 40.000 megawatt i 2030. I dag er kapaciteten på blot 300 megawatt, så der er altså tale om en potentiel mangedobling i løbet af ganske kort tid. Og Nordic Alpha Partners håber med Green Hydrogen Systems at skabe en milliardvirksomhed på få år, men der skal investeres mange penge for at vinde kapløbet om kunderne, påpeger Troels Øberg, partner i Nordic Alpha Partners.

“Selvom det er et relativt stort kapitalindskud, der kommer ind nu, kan vi også se, at de store muligheder, der er inden for grøn brint generelt og for selskabet gør, at vi allerede nu kigger på mulighederne for yderligere finansiering for at udnytte det fulde potentiale i selskabet,” siger Troels Øberg.

Flere af konkurrenterne rundt omkring i Europa har rejst store beløb via børsnoteringer, og Troels Øberg fortæller, at det også er en oplagt vej at gå for Green Hydrogen Systems, hvis omsætning fortsat er begrænset.

“Vi kigger på mulighederne for en børsnotering. Jeg kan ikke komme ind på det eksakte tidspunkt, men vi taler allerede nu med rådgivere i forbindelse med de planer,” siger Troels Øberg.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis