LØBEBLOG -Opdateret med løbeprogram -Sjældent har jeg været så træt, så glad og så tilfreds med mig selv efter en træningsuge! Og jeg tror blåbær er en del af svaret - det viser forsøg med både aber og atleter og ikke mindst erfaringer fra egen krop.
Ugens sidste løbetur på godt 20 kilometer betyder, at jeg i løbet af seks ture siden tirsdag nåede over 60 kilometer under vidt forskellige betingelser i forberedelsen til New York Marathon 6. november:
Tirsdag: 9 kilometer roligt.
Onsdag: 8 kilometer med intervaltræning
Torsdag: 8 kilometer i maratontempo
Fredag: 7 kilometer progressivt
Lørdag: 10 kilometer roligt
Søndag 20,5 kilometers ’kongeetape’, med tre progressive intervaller á 20 minutter.
På alle løbeturerne har jeg været lige på, eller lidt bedre end træner Bjarke Kobberøs målsætning, så det luner. Men hvad der luner endnu mere, er at jeg er kommet igennem uden at være helt slidt op – og uden at skulle slås med ømhed i muskler og sener ret længe ad gangen.
Det har jeg aldrig prøvet før. Svaret tror jeg kan deles i to dele: Opdelingen af de mange kilometre i flere løbeture har helt sikkert en positiv effekt. Men måske skal en del af forklaringen også findes umiddelbart efter løbeturerne, hvor jeg er begyndt at peppe restitionsmåltidet op med masser af blåbær.
Forsøg på løbere
Min kostrådgiver og Børsens ernæringsekspert, Martin Kreutzer har indprentet mig, at sund og naturlig kost er klart nummer ét når kroppen skal bygges op. Også umiddelbart efter et krævende træningspas, hvor der – helst indenfor 15 minutter – skal tankes proteiner og kulhydrater, for at genopbygge muskelfibrene. Jeg vælger typisk skyr, honning, nødder og gryn.
Men en notits i løbebladet, Runners World, fik mig til at udvide måltidet med blåbær. Et videnskabeligt forsøg blandt løbere havde nemlig påvist, at intensivt trænende løbere, der fik et bægerfuld blåbær, døjede mindre med inflamation og ømhed i musklerne efter træning. Således nu også gjort i mit tilfælde – og det nærmest med øjeblikkelig effekt. I hvert fald er ømhed i ben, muskler og sener mærkbart mindre, når jeg føjer 100-150 gram blåbær i restitutionsmåltidet.
Men kan det virkelig passe? Er det placebo-psykologien der tager over? Man er jo lidt hypokonder midt i et heftigt træningsprogram? Og kan noget middel overhovedet virke så hurtigt og effektivt?
Forsøg på aber
Jeg sendte spørgsmålene videre til Kreutzer, der giver denne vurdering:
”Der er forskere som postulerer, at blåbær er stort set værdiløse, fordi vi mennesker slet ikke kan optage deres gode stoffer. Den køber jeg dog ikke, for der findes flere studier, inklusive det som Uffe nævner, der viser en markant effekt på immunforsvaret, når man indtager bærrene. Alle dyreforsøg, helt op til aber viser desuden, at koncentrationen af antocyaniner - de mikroskopiske plantestoffer, der gør bær så fantastiske - i blodet er tårnhøj efter indtagelsen af blåbær. Antocyaniner går ind og bremser skadelig iltning af ødelagte muskelfibre, og dem er der mange af ovenpå et hårdt træningspas. Så jeg køber gerne, at Uffe oplever en lindrende effekt udover placeboen. Andre plusser ved blåbær er, at de giver masser af kulhydrater, som i sig selv fremmer restitutionen. Fibre til opbygningen af en stærk mave er heller ikke helt uvæsentlig, fordi løbere rent fysiologisk udfordrer mavetarmsystemet.”
Jeg siger tak til Kreutzer for bekræftigelsen og fylder fryseren med frosne blåbær til de næste træningsuger – der bliver sikkert brug for dem.
Løbeprogram på vej
Lige nu venter jeg på mit sidste fem-ugers program fra Running26-træner Bjarke Kobberø. Jeg skal først lige have en statussnak med ham. Men jeg gætter på, at der er endnu to-tre udfordrende uger, før nedtrapningen begynder til finalen i New York. Jeg opdaterer løbebloggen med denne uges program, når det er klar.
Og jeg gætter også på en anden ting: Blåbær vil helt sikkert hænge mig ud af halsen, når jeg kommer så langt.
Ugens sidste løbetur på godt 20 kilometer betyder, at jeg i løbet af seks ture siden tirsdag nåede over 60 kilometer under vidt forskellige betingelser i forberedelsen til New York Marathon 6. november:
Tirsdag: 9 kilometer roligt.
Onsdag: 8 kilometer med intervaltræning
Torsdag: 8 kilometer i maratontempo
Fredag: 7 kilometer progressivt
Lørdag: 10 kilometer roligt
Søndag 20,5 kilometers ’kongeetape’, med tre progressive intervaller á 20 minutter.
På alle løbeturerne har jeg været lige på, eller lidt bedre end træner Bjarke Kobberøs målsætning, så det luner. Men hvad der luner endnu mere, er at jeg er kommet igennem uden at være helt slidt op – og uden at skulle slås med ømhed i muskler og sener ret længe ad gangen.
Det har jeg aldrig prøvet før. Svaret tror jeg kan deles i to dele: Opdelingen af de mange kilometre i flere løbeture har helt sikkert en positiv effekt. Men måske skal en del af forklaringen også findes umiddelbart efter løbeturerne, hvor jeg er begyndt at peppe restitionsmåltidet op med masser af blåbær.
Forsøg på løbere
Min kostrådgiver og Børsens ernæringsekspert, Martin Kreutzer har indprentet mig, at sund og naturlig kost er klart nummer ét når kroppen skal bygges op. Også umiddelbart efter et krævende træningspas, hvor der – helst indenfor 15 minutter – skal tankes proteiner og kulhydrater, for at genopbygge muskelfibrene. Jeg vælger typisk skyr, honning, nødder og gryn.
Men en notits i løbebladet, Runners World, fik mig til at udvide måltidet med blåbær. Et videnskabeligt forsøg blandt løbere havde nemlig påvist, at intensivt trænende løbere, der fik et bægerfuld blåbær, døjede mindre med inflamation og ømhed i musklerne efter træning. Således nu også gjort i mit tilfælde – og det nærmest med øjeblikkelig effekt. I hvert fald er ømhed i ben, muskler og sener mærkbart mindre, når jeg føjer 100-150 gram blåbær i restitutionsmåltidet.
Men kan det virkelig passe? Er det placebo-psykologien der tager over? Man er jo lidt hypokonder midt i et heftigt træningsprogram? Og kan noget middel overhovedet virke så hurtigt og effektivt?
Forsøg på aber
Jeg sendte spørgsmålene videre til Kreutzer, der giver denne vurdering:
”Der er forskere som postulerer, at blåbær er stort set værdiløse, fordi vi mennesker slet ikke kan optage deres gode stoffer. Den køber jeg dog ikke, for der findes flere studier, inklusive det som Uffe nævner, der viser en markant effekt på immunforsvaret, når man indtager bærrene. Alle dyreforsøg, helt op til aber viser desuden, at koncentrationen af antocyaniner - de mikroskopiske plantestoffer, der gør bær så fantastiske - i blodet er tårnhøj efter indtagelsen af blåbær. Antocyaniner går ind og bremser skadelig iltning af ødelagte muskelfibre, og dem er der mange af ovenpå et hårdt træningspas. Så jeg køber gerne, at Uffe oplever en lindrende effekt udover placeboen. Andre plusser ved blåbær er, at de giver masser af kulhydrater, som i sig selv fremmer restitutionen. Fibre til opbygningen af en stærk mave er heller ikke helt uvæsentlig, fordi løbere rent fysiologisk udfordrer mavetarmsystemet.”
Jeg siger tak til Kreutzer for bekræftigelsen og fylder fryseren med frosne blåbær til de næste træningsuger – der bliver sikkert brug for dem.
Løbeprogram på vej
Lige nu venter jeg på mit sidste fem-ugers program fra Running26-træner Bjarke Kobberø. Jeg skal først lige have en statussnak med ham. Men jeg gætter på, at der er endnu to-tre udfordrende uger, før nedtrapningen begynder til finalen i New York. Jeg opdaterer løbebloggen med denne uges program, når det er klar.
Og jeg gætter også på en anden ting: Blåbær vil helt sikkert hænge mig ud af halsen, når jeg kommer så langt.
