Den 61-årige iværksætter og stifter af Flying Tiger-kæden Lennart Lajboschitz slap for få uger siden det sidste greb om livsværket, da han afgav resten af sine aktier i forbindelse med EQT’s salg til investeringsselskabet Treville.
Selvom kæden voksede fra 170 butikker i 2012 til knap 1000 under den svenske kapitalfonds ejerskab, så forvandlede flere års overskud sig også undervejs til et dundrende minus.
765 mio. kr. forsvandt alene i de seneste to regnskaber, før coronakrisen formentlig har forværret situationen.
Lennart Lajboschitz har forholdt sig tavs siden salget, men over for Børsen fortæller han, at han ikke altid har været enig i den måde, EQT har drevet selskabet på.
“De køber 70 pct. af et firma, og de driver det ud fra en model som en typisk kapitalfond, som handler om ekspansion, og jeg kigger mere på, hvordan man udvikler det videre,” siger Flying Tiger-stifteren.
Han understreger dog, at han har det “helt vildt godt” med at være fortid i det selskab, han selv grundlagde med én butik på Islands Brygge i København i 1988 under navnet Zebra.
Samme butik blev i øvrigt lukket under EQT’s ejerskab.
“Der er ingen bitterhed. Hvis man gerne vil have det på sin egen måde, så må man selv gøre det, og ellers må man acceptere, at der kommer nogen og kører det på nogle andre måder, end man selv synes er den rigtige,” siger Lennart Lajboschitz, der blev milliardær, da han solgte aktiemajoriteten af Zebra A/S, selskabet bag Flying Tiger, til EQT i efteråret 2012.
Han fortsatte ud over sin ejerandel på 30 pct. med at have en plads i bestyrelsen helt indtil salget til Treville, som tre tidligere Axcel-partnere står bag.
Skulle du ikke bare have solgt hele selskabet til EQT i 2012?
“Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke udtale mig om, sådan har jeg ikke tænkt på det. Jeg er glad for, at jeg personligt er færdig med det og kan koncentrere mig om andre ting,” lyder det fra ham.
Lennart Lajboschitz har de senere år brugt en del af sin gevinst fra salget på at købe en nedlagt kirke på Vesterbro og omdanne den til Folkehuset Absalon, der bl.a. afholder bankoaftener.
Derudover ejer han badehotellet Hornbækhus i Nordsjælland og et boutique-hotel på Christianshavn i København.
“Jeg synes, det er meget mere spændende at beskæftige mig med Absalon og de to hoteller, jeg driver,” siger han.