Der er ikke behov for at ændre aldersgrænsen for, hvornår kvinder kan få fertilitetsbehandling i Danmark, også selv om størstedelen af kvinder over 46 år, som får børn, i dag får hjælp i udlandet.
Det mener Kathrine Birch Petersen, der er fertilitetslæge, formand for Dansk Fertilitetsselskab og direktør for fertilitetskæden The Fertility Partnership i Danmark.
- Jeg tror egentlig, at kvinderne - og mændene og barnet - har brug for, at der er en grænse, når man tager denne her beslutning.
- Grænsen ved 46 år er taget lidt ud af luften, kan man sige. Det er en grænse, vi har arbejdet med de sidste mange år, og det fungerer sådan set rigtig godt. For det gør også, at, at man er nødt til at tage et valg i forhold til en graviditet og i forhold til familiedannelse, Kathrine Birch Petersen.
Antallet af kvinder over 46 år, som får børn, har generelt været stigende i de senere år. Siden 2007 er der næsten sket en tredobling i antallet, skriver Politiken søndag.
I 2007 blev 34 kvinder over 46 år mødre, og 2018 og 2019 lå antallet på henholdsvis 102 og 93.
Kathrine Birch Petersen er en af de fagpersoner, som vurderer, at størstedelen af kvinderne får børn gennem fertilitetsbehandling i udlandet, fordi de er for gamle til lovlig behandling i Danmark.
Selvfølgelig er der kvinder, som bliver spontant gravide, når de er fyldt 46 år, siger hun. Men chancen for at blive naturligt gravid er meget lille.
/ritzau/