Man skal høre meget, før ørerne falder af. Den gamle talemåde kom til sin ret forleden, da “Aftenshowet” på DR kom under beskydning for at være for kritisk! Ja, der står…for kritisk.
“Aftenshowet” er ellers kendt som programmet, hvor både stole og spørgsmål er bløde som flødekager, og hvor trængte politikere og kendisser kan græde ud i primetime-sendetid. Men altså ikke forleden aften. For da brød værten Mette Bluhme Rieck – endelig, fristes man til at sige – ud af hyggerollen og gik kritisk til sin gæst, Jes Dorph-Petersen. Interviewet drejedesig om, at sidstnævnte raser over at være blevet fyret som TV2-vært på grund af anklager om, at han har krænket praktikanter seksuelt for et par årtier siden.
Mette Bluhme Riecks spørgsmål i den penible sag var åbenbart for meget for de hyggeforvænte seere, for bagefter udløste interviewet et ramaskrig på sociale medier.
Men det er ikke kun seerne, der kan blive negativt overraskede, hvis et feel good-program afviger fra konceptet. Det kan gæsterne i studiet også. Det sås tydeligt, da “Go’ aften Live”, der er TV2’s pendant til “Aftenshowet”, i november havde Mette Frederiksen inde for at forklare sig om minkskandalen. Værten Abdel Aziz Mahmoud havde forberedt spørgsmål med bid i. Med ét ændrede den sædvanlige, gemytlige stemning i studiet sig, da han spurgte statsministeren, hvornår hun sikrede sig, at der var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet. “Det er da et mærkeligt spørgsmål,” lød det lige dele overrasket og befippet fra Mette Frederiksen.
Og hvad betyder de eksempler så? Er den kritiske journalistik for alvor på fremmarch, når tv-stationernes skødehunde begynder at lege vagthunde? Nej, desværre, så langt rækker optimismen ikke. Og ser man ud over den danske andegård, er der i den grad grund til bekymring.
Masser af steder er prisen for at bedrive kritisk journalistik milevidt fra mopsede seere eller en fornærmet statsminister. Der er det blodigt alvor. Ifølge Reporters sans frontières (RSF) mistede mindst 50 journalister sidste år livet – alene fordi de passede deres job. Ngo’ens opgørelse viser en stigning i dødelige angreb på udvalgte, kritiske journalister, og at 40 ud af de 50 døde i decideret målrettede angreb. Organisationens “World Press Freedom Index” er mildest talt dyster læsning. RSF advarer om, at de næste ti år vil blive afgørende for, om det går op eller ned for pressefriheden over store dele af kloden. Flere regimer har i løbet af 2020 lagt nye bånd på den frie og uafhængige presse, fængslet journalister, og de har f.eks. gjort sig store anstrengelser for at kontrollere, hvad der bliver rapporteret om coronakrisen.
Selvom mange journalister og medier reelt ikke benytter sig af det, er kritisk journalistik et demokratisk sundhedstegn. Men i alt for mange lande er nekrologen over den fri presse for længst skrevet – eller klar til at blive det. Hvis nogen ellers tør.
