I en pressemeddelelse meddeler ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe A/S, at bestyrelsesformand Henrik Topsøe, 72 år, har besluttet at trække sig fra bestyrelsen på grund af kræftsygdom. Formandsposten overtages af den ene af virksomhedens to næstformænd, Jeppe Christiansen, 56 år, der har været medlem af bestyrelsen siden 2010. Han er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1985 og har været adm. direktør for Fondsmæglerselskabet Maj Invest siden selskabets etablering i 2005. Tidligere var han ansat i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, fra 1988-1998 som fondschef og senere vicedirektør, og igen fra 2004-2009 som direktør. Fra 1998-2004 var han ansat i Danske Bank. Jeppe Christiansen har en række andre bestyrelsesposter, bl.a. som næstformand for medicinalvirksomheden Novo Nordisk.Dorthe Kjær Pedersen, 46 år, er ansat som chef for det nyoprettede Center for Engineering ved University College Sjælland (UCSJ). Hun er uddannet levnedsmiddelingeniør, cand.tech.al. i 1999 og ph.d. i 2002 fra Den Kongelige Veterinær- og Landhhøjskole (nu Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet) og MBA fra Danmarks Tekniske Universitet i 2009. Hun kommer fra en stilling som R&D-manager hos Biomatics Technology, en virksomhed der arbejder med produktudvikling og procesoptimering i biotekindustrien. Tidligere har hun haft chefstillinger hos forskerparken Scion DTU og hos måleudstyrsproducenten Foss. Siden 2012 har hun endvidere fungeret som censor ved DTU's ingeniøruddannelser. Dorthe Kjær Pedersens opgave bliver at opbygge UCSJ's Center for Engineering, hvor den nye diplomingeniøruddannelse i bioteknologi i Kalundborg får studiestart i september 2017.