Mads Lyngby Olsen er ansat som chef for forretningsudvikling og partner hos lønvirksomheden Zenegy. Han har en kandidatgrad i økonomi fra Aarhus Universitet og kommer senest fra en stilling som global lønchef hos mejerikoncernen Arla Foods med ansvar for løn til flere end 18.000 medarbejdere. Han har det meste af sin karriere arbejdet hos internationale virksomheder som pumpevirksomheden Grundfos, legetøjsproducenten Lego og teknologivirksomheden Terma. I sin nye stilling bringer Mads Lyngby Olsen mere end 20 års erfaring med lønsystemer, overenskomster og HR ind i Zenegys forretningsudvikling.