Christina Hvid tiltræder som adm. direktør hos Molio Byggeriets Videnscenter. Hun har senest stået i spidsen for digitaliseringen af den kollektive transport, som adm. direktør hos Rejseplanen. Tidligere har hun fungeret som adm. direktør hos forskerparken Symbion, hvor hun var med til at udvikle mange it- og biotek-startup-virksomheder. Ydermere har hun været adm. direktør hos Danske Slagterier, hvor hun repræsenterede en stor dansk milliardeksport i udlandet, mens hun på den hjemlige scene arbejdede politisk med mulighederne for at få gavn af globaliseringen. Det er erfaringer, der nu skal i spil i Molio. Christina Hvids mål er at udvikle Molio til en innovativ, synlig og digital videnformidler, der kan løfte hele den danske bygge- og anlægssektor på et kommercielt og kundeorienteret grundlag.Annelise Arboe Sommer, 43 år, tiltræder som chief commercial officer hos ejendomsforvaltningsselskabet Deas og bliver en del af direktionen. Hun kommer med en stærk faglig profil og lang erfaring, senest fra en stilling som direktør for Centers of Excellence hos servicevirksomheden ISS Facility Services. Tidligere i karrieren har hun arbejdet med ledelse, strategiudvikling og eksekvering hos bl.a. medicinalvirksomhederne Novo Nordisk og Lundbeck og forsikringsselskabet Tryghedsgruppen. Annelise Arboe Sommer skal lede den kommercielle del hos Deas med særlig fokus på at sikre kunde- og lejertilfredshed, drive og styrke salg samt sikre, at ejendomsforvaltningsselskabet leverer koordinerede ydelser med høj kvalitet og højt serviceniveau til kunder samt erhvervs- og boliglejere.