ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kontant personalepres på ny SAS-topchef

Opdateret kl. 20.15 -Efter knap otte måneder på posten som topchef i SAS lancerer Rickard Gustafson sin kur for det skandinaviske flyselskab. Chefen sætter sit personlige ledelsesteam, der skal skabe lønsomhed, men personalet forventer belønning.

Under stor bevågenhed har Rickard Gustafson - der overtog fra Mats Jansson - i dag løftet sløret for fremtidens SAS med strategiplanen "4Excellence".

Den tager over fra spareplanen Core SAS, der skar 23 pct. af enhedsomkostningerne, og med den nye plan skal yderligere 3-5 pct. barberes væk hvert år frem til 2015.

Den nye topchefs nye plan bliver med nye ansigter i ledelsen. SAS bliver opdelt i fire kerneområder (derfor 4Excellence), og den beslutning betyder blandt andet et farvel til viceadm. direktør John Dueholm, der træder ud af ledelsen.

SAS skal opnå en holdbar lønsomhed, der kan levere et "tilstrækkeligt afkast" til aktionærerne, lyder det.

Læs også: SAS-topchef til eksamen


Kabinepersonale ikke imponeret


Formanden for kabinepersonalet i SAS, Jakob Esposito, har svært ved at finde den rette grimasse til Gustafsons plan. Der er ikke så meget at være uenig i – blandt andet at satse der, hvor kunderne er – og derfor savner Esposito nyskabelse.

"I forhold til medarbejderne er den nye strategi en frugtsmoothie med meget lidt frugt i. Det bliver spændende at se, om ledelsen putter mere frugt i," siger Jakob Esposito til Børsen.

Han forventer, at fremgang i SAS vil komme hans medlemmer til gode.

"Det er på grund af vores arbejde, at SAS er kommet gennem krisen. Men vi har også en realistisk tilgang til virkeligheden, så det vi forventer at få igen bliver inden for rimelighedens grænser," siger Jakob Esposito.

Hvad det så er, vil formanden først komme ind på, når der tages hul på forhandlingerne om den overenskomst, der udløber i marts.

Jakob Esposito tror på et lønsomt SAS, hvis hans medlemmer får en overenskomst, som både kabinepersonalet og SAS-ledelsen er tilfreds med. Men Rickard Gustafson vil møde krav.

"Vi har en helt klar forventning om forbedringer. Det er der slet ikke tvivl om," fastslår kabineformanden.

Forbedringer behøver ikke kun være at mærke i lønposen, det kan også være forbedring af arbejdsmiljøet, påpeger han. Men SAS-ledelsen kan glemme alt om nye indhug i sit personales forhold. Der er ikke mere at hente hos kabinepersonalet – tværtimod.

"Når det kommer til løntilbageholdenhed fører vi på point. Vi har afleveret, hvad der svarer til 25 pct. på vores overenskomst de sidste 10 år og havde en direkte lønnedgang på 8 pct. for et år siden," konstaterer Jakob Esposito.

Han henviser til en gennemsnitsløn blandt personalet på 26-27.000 kr. og en startløn på 19.000 kr.

En minimumsplan


Senioraktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank er heller ikke synderligt imponeret over Gustafsons nye plan.

"Det (strategien,red.) var det mindste man kunne komme med, hvis man skulle være på linje med konkurrenten Norwegian," siger han til Ritzau Finans

Han bliver ikke overrasket, hvis SAS vokser 4 pct. i snit om året og dermed kan nå sit nye mål blot ved at holde omkostningerne i ro. Det burde være muligt gennem produktivitetsforbedringer.

Aktionærerne viser hverken glæde eller større skuffelse. Offentliggørelsen af "4Excellence" sendte SAS-aktien over 4 pct. i vejret, men i løbet af eftermiddag faldt aktien tilbage til et lavere niveau end udgangspunktet.

Typisk for ny chef

Der ligger en forventning om, at en ny chef sætter sit eget hold og egen strategi, lyder det fra Steen Thomsen, professor i ledelse ved Copenhagen Business School (CBS). Han pointerer, at han ikke udtaler sig specifikt om SAS.

"Ved udskiftninger i ledelserne går der ofte hukommelse tabt i organisationen, hvilket betyder, at man er nødt til at gøre fejlene igen for at lære af dem," siger Steen Thomsen.

Nye topchefer bliver ofte fanget i standardpakker, der former ens handlinger. Det er ifølge professoren ikke altid nødvendigvis standardpakkerne, der er den bedste løsning.

Steen Thomsen ser gode argumenter for kontinuitet og mener, at der generelt er for stor udskiftning af ledelser.

"Ved at sætte et nyt hold opnår du loyalitet og teamspirit. Det er i nogle tilfælde det rigtige at gøre, men der er ofte for lidt respekt om tidligere resultater," vurderer professoren.

Læs flere artikler om SAS her

Læs flere artikler om luftfartsbranchen her


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis