ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Konkurser i april medførte tredjestørste jobtab nogensinde

Arnold Busck-kædens konkurs kostede 379 arbejdspladser. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Arnold Busck-kædens konkurs kostede 379 arbejdspladser. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flere virksomheder har på grund af coronakrisen været tvunget til at kaste håndklædet i ringen, hvilket kan ses på arbejdsmarkedet. Og i april stod det rigtig slemt til.

Måneden tog tredjepladsen på en ellers meget lidt eftertragtet liste. April står som den måned, hvor tredjeflest job gik tabt på grund af konkurser nogensinde.

Det fremgår af en analyse lavet af Danske Revisorer og eStatistik.

Vi skal lige omkring otte år tilbage for at finde en måned, hvor der blev tabt flere job.

“Målt på antal tabte arbejdspladser var konkurserne i april 2020 en af de absolut værste måneder i nyere tid. Kun i finanskrisens værste måned, april 2009, og maj 2012, hvor Cimber Sterling gik konkurs, er der registreret et højere konkursrelateret jobtab. I alt 2.155 årsværk forsvandt i april 2020,” lyder det fra Gorm Boe Petersen, der er politisk chef i FSR – danske revisorer.

Målt på antal tabte arbejdspladser var konkurserne i april 2020 en af de absolut værste måneder i nyere tid.

Gorm Boe Petersen
Til sammenligning forsvandt 3072 årsværk i april 2009.

Og de mørke skyer over april er ikke nødvendigvis drevet væk endnu.

“Der er samtidig et stort mørketal, vi ikke kan fastlægge på grund af den delvise nedlukning af skifteretterne,” lyder det fra Gorm Boe Petersen.

Det er ikke kun virksomheder med en spinkel omsætning, der har været ramt af krisen. Arnold Busck er den virksomhed, hvor flest job gik tabt. Her forsvandt hele 379 arbejdspladser. Norwegian Cabin Services, Norwegian Air Resourves og Norwegian Pilot Services Denmark ligger også højt på listen.

De ti største virksomheder, der har måtte bukke under for krisen, står for omkring halvdelen af det samlede jobtab i april, hvor knap 500 virksomheder måtte dreje nøglen om.

Når man sammenligner konkurserne i april 2009 og april 2020, er der væsentlige forskelle. Det er forskellige brancher, der er tale om, når sammenligningen laves, lyder det fra Kent Nielsen, der er direktør i eStatistik.

“Selv med et stort mørketal, kan vi allerede nu sige noget om corona-konkurserne. For det første er der en del større virksomheder, der drejer nøglen om. For det andet rammer det særlige branchegrupper. I en direkte sammenligning med konkurserne i april 2009 er der væsentlige forskelle. Hvor det i 2009 i høj grad var bygge og anlæg’ der tegnede sig for konkurserne i aktive virksomheder, er det nu hoteller og restauranter,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis