I november blev forretningsmanden Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, erklæret personligt konkurs.
Det samme er sket for hans selskaber Dojajean Holding ApS og Kasi Aps, og nu er turen så kommet til selskabet Kasi Brands, der er taget under konkursbehandling af Sø- og Handelsretten.
Det oplyser Statstidende i en meddelelse, hvoraf det også fremgår, at advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten er udpeget som kurator.
Kasi Brands har gennem flere år været uden reel aktivitet i selskabet, og i det seneste regnskabsår for 2018/2019 var egenkapitalen negativ med 26 mio. kr.
Kasi-Jesper er involveret i et igangværende juridisk slagsmål med smykkeproducenten Pandora, som han hævder skylder ham et milliardbeløb i manglende betaling i forbindelse med et virksomhedssalg.
Ifølge Jesper Nielsen er det Pandora, der begærede ham personligt konkurs, idet han skylder omkring 9 mio. kr. i bøder, fordi han flere gange har brudt en tavshedsklausul i forbindelse med den verserende voldgiftssag med smykkeproducenten.
“Jeg har modtaget nogle store bøder for at bryde min tavshedsklausul, og dem har Pandora så valgt at efterfølge så aggressivt, at de er lykkedes med at slå mig personlig konkurs,” lød det i den forbindelse fra Jesper Nielsen.
Jesper Nielsen solgte sit selskab Pandora CWE til Pandora i 2010 for et straksbeløb på 385 mio. kr. samt et efterfølgende beløb, der kun skulle komme til udbetaling, hvis salget af smykker frem til 2014 levede op til visse salgsmål.
Det mener Jesper Nielsen, det gjorde, og han har derfor krævet 1,4 mia. kr. af Pandora, mens Pandora mener, at de intet skylder.
Jesper Nielsen, der har boet på Mallorca siden 2012, siger selv, at det ingen betydning har for ham, at han er erklæret personlig konkurs i Danmark.
“Jeg har selvfølgelig med mine advokater vurderet, om det har nogen betydning for mig, om de skulle lykkedes med at slå mig personlig konkurs i Danmark – et sted jeg har ikke har befundet mig siden 2012. Vi har så vurderet, at det ingen betydning har overhovedet,” forklarede Jesper Nielsen i november.
Konkursen kommer efter, at Jesper Nielsen og hans familie tidligere på året blev politianmeldt af Boris Frederiksen, der er kurator i en række konkursboer med forbindelse til familien.
Derudover blev Jesper Nielsen og familien indstillet til konkurskarantæne på grund af “groft uansvarlig forretningsførelse,” som blandt andet kan medføre, at han mister retten til at sidde i en ledelse i et firma i tre år.
Anmeldelsen skyldes, at Jesper Nielsen har været så skråsikker på at vinde sagen over Pandora, at han allerede i 2019 begyndte at udlodde andele af erstatningen, selv om den endnu ikke er vundet. Han fik indsamlet penge fra over 500 privatinvestorer.
Det skete uden accept fra den største kreditor i konkursboet Kasi ApS. Overskuddet fra salget på 13,9 mio. kr. blev desuden overført fra konkursboet til Amazing Jewelry ApS, der er ejet af Jesper Nielsen, mens Boris Frederiksen mente, at overskuddet burde blive i konkursboet.