ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kollaps i Act.Global-stifters private selskab afværget: Tidligere investor bag konkursbegæring har “ingen kommentarer”

Den nu tidligere adm. direktør i Act.Global, der har udviklet et nanoprodukt til rengøringsindustrien. Arkivfoto: Nikolai Linares
Den nu tidligere adm. direktør i Act.Global, der har udviklet et nanoprodukt til rengøringsindustrien. Arkivfoto: Nikolai Linares

Stifteren af kriseramte Act.Global, Carsten Jensen, der for nylig blev fjernet som adm. direktør, undgår en ny stor nedtur.

Et truende kollaps i hans eget holdingselskab Smartkeeper Holding ApS er nemlig afværget, fremgår det af en registrering i cvr.

“Konkursdekret er ophævet”, står der blot i meddelelsen, hvor man samtidig kan se, at Carsten Jensen igen er tiltrådt som direktør for selskabet.

Der er også comeback til selskabets revisor Tonny Skov Pedersen, der i 2012, 2015 og 2017 har fået bøder i Revisornævnet, og som formelt fratrådte i forbindelse med konkursbehandlingen.

121

mio. kr. tabte Act.Global A/S i 2019, få måneder efter at den daværende direktør Carsten Jensen havde lovet overskud.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Carsten Jensen, men da konkursdekretet blev offentligt, sagde han til Børsen, at han “forventer at afværge inden deadline”.

Heller ikke kurator Per Hald fra Advokatfirmaet Hald er vendt tilbage.

Smartkeeper Holding, der ejer omkring en fjerdedel af Act.Global og på papiret har opbygget en formue på 97 mio. kr., blev begæret konkurs i midten af juli, fordi en tidligere investor krævede et millionbeløb af Carsten Jensen.

Skæbnedag i næste uge

Casper Ravn-Sørensen mener, at Carsten Jensen skyldte ham ca. 2 mio. kr. for aktier i Act.Global, som han skulle have solgt tilbage til stifteren i februar 2019. Men over et år senere var pengene stadig ikke dukket op, og derfor slæbte han Carsten Jensen i skifteretten.

“Jeg hørte hver uge i et helt år, at pengene var på vej, og til sidst mister man jo bare tålmodigheden,” lød det i august fra Casper Ravn-Sørensen, der bl.a. er medejer af kviklånsfirmaet Finans 247, der driver sider som Kassekreditten.dk og Minifinans.dk.

Men i dag ønsker han ikke at svare på, om han har fået sine penge.

“Det har jeg ingen kommentarer til,” siger Casper Ravn-Sørensen.

Børsen har i en lang række artikler i løbet af foråret og sommeren beskrevet, hvordan nanofirmaet Act.Global, der kom ud af 2019 med et choktab på 121 mio. kr., har rod i regnskaberne. Senest er selskabet, som har fået en byge af kritiske spørgsmål fra Erhvervsstyrelsen, gået i rekonstruktion, og Carsten Jensen er blevet tvunget ud af en investorgruppe, der vil overtage selskabet. Han er i stedet erstattet af den tidligere ISS-direktør Maarten van Engeland.

På tirsdag 29. september er det skæbnedag for Act.Global, hvor kreditorerne i Sø- og Handelsretten skal afgøre selskabets fremtid.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis