Mette Frederiksen bryder sig ikke om tv-debatter i en valgkamp. De bringer ikke noget godt med sig, de gør dansk politik dårligere, som hun formulerede det i sidste uge i et interview med Børsens Tom Okke.
”Og politikerleden kommer til at stige med det her valg”, lød konklussionen.
For der er 13 partier, der alle skal til orde. Og med afmålt tid lader det sig kun gøre ved valgløfter og overbud uden egentligt indhold, var budskabet fra Danmarks måske kommende statsminister. Hun har en pointe.
I mandagens partilederdebat på DR gik der 53 minutter, før Nye Borgerliges frontfigur, Pernille Vermund, kom til orde. Og så kunne hun ellers få lov til at fyre den af om (tjaaa) landbruget.
Hvis man skal skabe en værdifuld debat og lade meninger brydes i demokratiets tjeneste, kræver det taletid. Og kritisk, kvalificeret og interesseret modspil fra både interviewer og politiske modstandere. Det egner partidebatter sig ikke til, når tv-stationerne vælger at skulle tale om alt, der derfor bliver til intet.
Væk med pjattet
Men der er sket forbedringer.
Væk er heldigvis den ulidelige delen taletiden ligeligt mellem alle. Nogle personer er bare vigtigere at høre på end andre, når det kommer til fremtidig indflydelse på vores samfund.
Det er derfor dejligt at se, at Rasmus Paludan ikke længere optræder i toppen af mest omtalte politikere i valgkampen optalt af mediet Mediawatch. Sådan var det den første uge, mens det nu er er de to eneste seriøse statsministerkandidater Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.
Væk er også den tid, hvor tv-stationerne præsenterede rød og blå blok i hvert sit ringhjørne og med gong-gong, ellevilde tilskuere og... ingen brugbare svar til seerne til følge.
Pressen på plads
Men at Frederiksen uden blusel sammenkæder debatformerne med en øget politikerlede efter valgkampen, er at foregøgle læserne en sandhed, der ikke holder.
Den primære årsag til politikerleden er altså politikerne selv.
Leden kommer, hvis man som partiformand forsøger at slå sig op på en joke i bedste sendetid, men snubler i forsøget, fordi det var noget pjatværk, man havde gang i.
Den kommer, når man som Henrik Sass Larsen boykotter pressen og ikke vil stille op og svare på helt legitime spørgsmål fra seriøse medier på vegne af vælgerne.
Den kommer, hvis man leverer det samme indstuderede svar, lige meget hvad man bliver spurgt om.
Den kommer, hvis man som Karsten Hønge bliver folkevalgt til et embede, men takker nej, fordi man i første omgang ikke havde regnet med at komme ind.
Når politikerne stempler ud, skal pressen være der. Og ja, så stiger politikerleden, Mette Frederiksen.
”Og politikerleden kommer til at stige med det her valg”, lød konklussionen.
For der er 13 partier, der alle skal til orde. Og med afmålt tid lader det sig kun gøre ved valgløfter og overbud uden egentligt indhold, var budskabet fra Danmarks måske kommende statsminister. Hun har en pointe.
I mandagens partilederdebat på DR gik der 53 minutter, før Nye Borgerliges frontfigur, Pernille Vermund, kom til orde. Og så kunne hun ellers få lov til at fyre den af om (tjaaa) landbruget.
Hvis man skal skabe en værdifuld debat og lade meninger brydes i demokratiets tjeneste, kræver det taletid. Og kritisk, kvalificeret og interesseret modspil fra både interviewer og politiske modstandere. Det egner partidebatter sig ikke til, når tv-stationerne vælger at skulle tale om alt, der derfor bliver til intet.
Væk med pjattet
Men der er sket forbedringer.
Væk er heldigvis den ulidelige delen taletiden ligeligt mellem alle. Nogle personer er bare vigtigere at høre på end andre, når det kommer til fremtidig indflydelse på vores samfund.
Det er derfor dejligt at se, at Rasmus Paludan ikke længere optræder i toppen af mest omtalte politikere i valgkampen optalt af mediet Mediawatch. Sådan var det den første uge, mens det nu er er de to eneste seriøse statsministerkandidater Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.
Væk er også den tid, hvor tv-stationerne præsenterede rød og blå blok i hvert sit ringhjørne og med gong-gong, ellevilde tilskuere og... ingen brugbare svar til seerne til følge.
Pressen på plads
Men at Frederiksen uden blusel sammenkæder debatformerne med en øget politikerlede efter valgkampen, er at foregøgle læserne en sandhed, der ikke holder.
Den primære årsag til politikerleden er altså politikerne selv.
Leden kommer, hvis man som partiformand forsøger at slå sig op på en joke i bedste sendetid, men snubler i forsøget, fordi det var noget pjatværk, man havde gang i.
Den kommer, når man som Henrik Sass Larsen boykotter pressen og ikke vil stille op og svare på helt legitime spørgsmål fra seriøse medier på vegne af vælgerne.
Den kommer, hvis man leverer det samme indstuderede svar, lige meget hvad man bliver spurgt om.
Den kommer, hvis man som Karsten Hønge bliver folkevalgt til et embede, men takker nej, fordi man i første omgang ikke havde regnet med at komme ind.
Når politikerne stempler ud, skal pressen være der. Og ja, så stiger politikerleden, Mette Frederiksen.
