Efter at have høstet erfaringer med at importere Mustang til Europa de seneste år kommer Explorer som den næste amerikanske Ford til Danmark sidst i september.
Explorer er en traditionel amerikansk SUV, der er produceret i 8 millioner eksemplarer siden 1991 og med den aktuelle model fra 2019 er nået til sjette generation. I USA er den en almindelig SUV størrelse medium, men herhjemme er det en full-size størrelse large i klasse med Mercedes GLE, Audi Q7 og Volvo XC90.
Explorer fås med diverse drivliner med benzinmotor i USA, men i Danmark kommer der kun én: En plugin-hybrid med V6-benzinmotor, elmotor og litiumbatteri. De elektroniske komponenter og batteriet i hybriddrivlinen stammer fra Ford Kuga.
V6'eren yder 350 hk og elmotoren 102 hk. Den samlede systemydelse er 457 hk og et moment på 825 Nm, der fordeles til et elektronisk styret permanent firehjulstræk via en titrins automatgearkasse.
Rækkevidden på el er op til 42 km i WLTP-normen, mens det officielle forbrugstal er 32,3 km/l. Det udløser en årlig afgift på 1160 kr.
På havnen i Hundested vækker den enorme SUV opsigt. Den triller lydløst, hvilket får mere end ét “thumbs up” fra fodgængere i forskellige aldre, og bilen har en klædelig evne til at forblive i eldrift i stedet for at anvende sin benzinmotor i tide og utide.
Da bilen vejer 2,5 ton og fylder godt på vejen, kan man diskutere, om den er grøn – men det er utroligt afvæbnende at komme trillende gennem et strandområde i så stor en firehjulstrækker, som ikke siger en lyd. Desuden er der ingen lokal udledning af emissioner så længe du kører på el.
Med fire programmer for hybriddrivlinen er det muligt at køre kun på el, at gemme el til senere brug, at oplade batteriet med benzinmotoren eller at lade bilen selv finde den optimale balance mellem el og benzin.
Udover det er her fem køreprogrammer til firehjulstrækket: Normal, Eco, Vådt føre, Sport, Tungt påhæng, Dybe hjulspor og Sne/sand. De digitale instrumenter bag rattet ændrer sig alt efter køreprogram.
Det lyder indviklet, men Explorer er utrolig nem at bruge og en dejlig bil at køre gennem et sommerligt Nordsjælland i. Man stiger ind, trykker på startknappen, fører gearvælgeren i D og kører så de første 30-40 km lydløst på el.
Fords pointe med at tage Explorer til Europa og Danmark er, at den som nyt flagskib for mærket tilbyder moderne, grøn teknologi i den tunge klasse med et overvældende udstyrsniveau til en lavere pris end konkurrenterne.
“På havnen i Hundested vækker den enorme SUV opsigt. Den triller lydløst, hvilket får mere end ét “thumbs up” fra fodgængere i forskellige aldre
Ford sammenligner selv med opladningshybrider som Audi Q7, BMW X5 og Volvo XC90, der vil koste 250.000-400.000 kr. mere, hvis de skal specificeres som Explorer. Udstyrsniveauet er da også overvældende i en grad, så de eneste tilvalg stort set er metallak og anhængertræk.
Explorer har syv sæder som standard, hvor de to bageste kan bruges af voksne og køres op/ned med et tryk på en knap. Her er et gigantisk B&O-lydanlæg med 14 højtalere og subwoofer; her er digitale instrumenter og en opretstående 10" skærm i midten; og her er navigation, wifi, varme i forrude, rat og fire ud af syv sæder samt et panoramasoltag, hvis forreste del kan åbnes. Her er også 3-zoners klimaanlæg, 20" alu, fodbetjent elbagklap, 360-graders kamera, semiautomatisk parkering, forsæder med køl/varme og massage og meget, meget mere.
Her er en glimrende adaptiv fartpilot og aktive assistentsystemer hele vejen rundt, der hjælper med at køre og parkere den store bil, og EuroNCAP har kvitteret med fem store stjerner for både passiv og aktiv sikkerhed.
Prisen lander på en million kroner, og det er en udfordring, når man stiger fra Danmarks mest solgte bil, plugin-hybridudgaven af Ford Kuga, og direkte over i Explorer. De to deler rat og mange greb og knapper, og det er åbenlyst, at æstetik ikke har en særlig høj fokus hos Fords interiørdesignere.
Det er et spørgsmål om smag og behag, og man kan ikke sætte en finger på funktionaliteten i hverken Explorer eller Kuga. De digitale instrumenter bag rattet og skærmen i midten fungerer enkelt og uden forsinkelse, og her er alle former for opkobling, wifi og mulighed for Apple Carplay og Android Auto.
Spørgsmålet er dog, om det er muligt at lokke en håndfuld kunder fra Audi og co. til en Ford-forhandler, hvor Explorer står ved siden af en Fiesta, og til dels deler kabine med Danmarks mest solgte bil, Kuga?
Ford har tidligere hentet en stor SUV hertil fra USA i form af Edge, der er en klassisk SUV placeret mellem Explorer og Kuga. Den fik aldrig succes og er udgået. Om der er plads til en endnu større bil, der signalerer Jack Bauer og Secret Service, er ikke nemt at spå om.
Muskler er her rigeligt af, og et moment på 825 Nm er vildt. Samspillet mellem de to motorer og gearkassen er fint udført, og Explorer mestrer cruising bedre end ventet og langt bedre end den gennemsnitlige amerikanske SUV, der er for blød til europæisk smag.
Explorer gør et godt indtryk og er særdeles kvik i køreprogram Sport med en 0-100-tid på 6,0 sekunder og et godt antrit. Her vræler V6-motoren, men ellers hører man ikke meget til den.
Som grøn SUV i den store klasse er Explorer godkendt, og det er i virkeligheden ikke de tyske konkurrenter, den skal bekymre sig om. Det er – hvor uretfærdigt det end må lyde – dens egen folkelige familie. OpbygningSyvsædes SUV, benzin- og elmotor, 13,6 kWh litiumbatteri, firehjulstræk, titrins automatgear DrivlineV6, 3,0 liter benzinmotor + el, systemydelse 457 hk/825 Nm Præstationer0-100 km/t 6,0 sek., topfart 230 km/t, rækkevidde el 42 km, forbrug 32,3 km/l DimensionerL/B/H 505/200/178 cm, vægt/påhæng 2466/2500 kg, bagagerum 7-5-2 sæder 240-636-2274 liter, dæk255/55R20 Pris1.021.556 kr. (beskatningsværdi 893.765 kr.)