ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jyske Bank kæmper videre mod Finansforbundet

Finansforbundet og Jyske Bank er endnu engang røget i totterne på hinanden over reglerne for medarbejderaktier til tidligere ansatte. I banken har man kun hovedrysten til overs for Finansforbundets stævning.

Forbundet fik i december medhold i Sø- og Handelsretten i sagen om tre tidligere medarbejderes krav på gratis medarbejderaktier. Den nye sag handler om, hvor forældelsesgrænsen skal trækkes.

"Vi er grundlæggende uenige med Finansforbundet i denne her sag. Vi er indstillede på at leve op til den tidligere dom og har kontaktet mange tidligere medarbejdere, men denne sag handler om, at vi er uenige om, hvor langt tilbage vi skal gå," siger Knud Nørbo, områdedirektør i koncern-HR hos Jyske Bank, til Børsens Nyhedstjeneste.

I Jyske Bank mener man, at stregen skal slås i 2001, mens Finansforbundet mener, at fire medarbejdere, der forlod banken i 2000 stadig har ret til medarbejderaktier.

"De har én opfattelse og vi har en anden. Der findes ingen juridisk præcedens i denne sag, og det er derfor en principiel sag, som andre banker sikkert også vil følge tæt," siger Knud Nørbo.

Han henviser til advokat Merete Preisler fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening for en præcis begrundelse for bankens bud på en grænsedragning. Hun forklarer, at skæringen i begyndelsen af 2001 skyldes Forældelsesloven, der arbejder med en 5-års forældelsesfrist.

Finansforbundet stiller i stævningen også spørgsmålstegn ved Jyske Banks regel om, at båndlæggelsen af medarbejderaktierne i syv år også skal gælde fratrådte medarbejdere.

"Hele konceptet er lavet sådan, for at medarbejderne ikke skal blive beskattet. Vi lægger ikke skjul på, at vi er utilfredse med, at vores tidligere medarbejder skal have aktier, men vi synes under ingen omstændigheder, at de skal stilles bedre end vores nuværende medarbejdere," siger Knud Nørbo.

På den anden side peger Finansforbundet på, at netop begrundelsen med skattefrihed forsvinder, når tidligere ansatte bliver tildelt medarbejdere, hvorfor man ikke kan se en fornuftig grund til, at Jyske Bank holder fast i reglen.

Jyske Bank er på Københavns Fondsbørs steget 0,2 pct. i formiddagens handel og ligger i skrivende stund i kurs 327.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis