Den tidligere mangeårige topchef i Lego, Jørgen Vig Knudstorp, der siden 2017 har været formand for legetøjsgiganten, stopper på posten.
I stedet indtager den hidtidige næstformand Thomas Kirk Kristiansen fra ejerfamilien formandsrollen i Lego.
Det oplyser Lego i en meddelelse i forbindelse med årsregnskabet. Her fremgår det også, at Søren Thorup Sørensen, adm. direktør i Kirkbi A/S, bliver ny næstformand, mens Jørgen Vig Knudstorp fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen.
“Vi foretager ændringen i bestyrelsen i Lego A/S for at sikre, at vi bruger de samlede ledelsesressourcer bedst muligt. Lego A/S har leveret stærke resultater med Niels B. Christiansen som CEO. Samtidig har vi en ambitiøs, langsigtet agenda for, hvordan vi ønsker Lego-brandet skal udvikle sig på tværs af de forskellige Lego-enheder. Med de nye roller i bestyrelsen for Lego A/S frigiver vi tid til, at Jørgen Vig Knudstorp kan fokusere endnu mere på den langsigtede udvikling af brandet, mens Søren Thorup Sørensen og jeg udgør formandskabet i Lego A/S i tæt samarbejde med Niels B. Christiansen,” siger Thomas Kirk Kristiansen i en skriftlig kommentar.
Lego oplyser, at Jørgen Vig Knudstorp ikke er tilgængelig for interview.
Jørgen Vig Knudstorp er kendt som manden bag Legos turnaround i midten af 00'erne, hvor milliardkoncernen havde en nærdødsoplevelse. Her trak Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen sig fra direktørposten og hentede Jørgen Vig Knudstorp ind.
Det viste sig at være den rigtige beslutning, for det sendte Lego på et årelangt ridt med tocifrede vækstrater, der først stoppede i 2017, da omsætningen pludselig dykkede med 8 pct.
Jørgen Vig Knudstorp stoppede i begyndelsen af 2017 som adm. direktør for i stedet at blive bestyrelsesformand for Lego.
Thomas Kirk Kristiansen har længe været kørt i stilling som den næste fra Lego-familien, der skal have ansvaret for investeringen i verdens største legetøjsproducent. I 2016 blev Kjeld Kirk Kristiansens søn næstformand for Lego, hvor han erstattede sin far.