"Jeg oplevede synsindsnævringer, koncentrationsbesvær og hyletoner, men jeg tog det ikke alvorligt, jeg skulle bare frem"

"Den, der kan, bør", lyder en talemåde. Men på en måde blev det også forklaringen på, hvorfor Mia Wagner i slutningen af 2016 blev bedt om at overtage posten som koncerndirektør for familievirksomheden, Freeway.

Afgørelsen faldt på en familiejuleferie i Malaga, hvor hele familien var indlogeret i hendes brors, Morten Wagners, hvide palævilla på 895 kvm, som de kalder "paladset". Det var morgen og søvnen sad stadig i øjenkrogen.

"Vil du ikke være koncerndirektør i Freeway?" spurgte hendes bror. Hun blev først og fremmest lidt forvirret og selvfølgelig meget overrasket. Godt nok stod hun uden job, men koncerndirektør var ikke en titel, som den 41-årige forsvarsadvokat havde haft i tankerne. Hun var i en periode i sit liv, hvor et stress-sammenbrud havde fået hende til at drosle ned, og hun havde egentlig nærmere forestillet sig noget med et par bestyrelsesposter.

"Noget af det, der kendetegner mig er, at jeg er modig, tangerende til det dumdristige," siger Mia Wagner, der efter kort betænkningstid sagde ja tak.

Familien Wagner var i en slutspurt, hvor de opkøbte resterne af Freeway, så hele koncernen kunne kaldes familieejet. Men midt i processen havde direktøren sagt op, så der skulle bruges en ny.

Det med at arbejde sammen med familien var ikke nyt for Mia Wagner. Siden 2003 havde hun drevet en advokatvirksomhed sammen med sin far, der var stor fortaler for, at det var hende, der skulle tiltræde posten. Han havde stor tillid til hendes evner og vidste, at hvis der var områder, hvor hun manglede erfaring, ville hendes ihærdighed kompensere.

"Men jeg i tvivl, om jeg kunne løfte opgaven. Om jeg overhovedet kunne fungere som leder. Ville folk gå med mig?"

Hun tog ud til sin erhvervspsykolog og spurgte ham, om han mente, hun ville være moden til opgaven? Han svarede ordret.

"Det er du. Folk vil følge dig, fordi de kan regne dig ud," gengiver Mia Wagner, der indtil sidste efterår havde tolv direktørposter i koncernen. Nogle har hun siden frigivet, for at få mere tid.

Løvinde med familien i ryggen
Børsen møder koncerndirektøren på kontoret i Viborg. Hun er iført en lang marineblå kjole og hendes hår er klippet i en page, hvor hendes naturlige fald får lov at fylde.

For tiden sidder det mest i en stram knold, når hun giver den som ene løvinde i DR’s programserie "Løvens Hule". Et program hvor nye iværksættere pitcher deres virksomheder til de erfarne investorer, som udover Mia Wagner tæller herrerne: Christian Stadil, Peter Warnøe, Jan Lehrmann og Jesper Buch. Hvis de tror på projektet, kan de købe sig ind og få ejerandele i virksomhederne. Modsat de andre løver er Mia Wagner ikke eneinvestor, men repræsenterer sin families virksomhed, og hendes grønne øjne er deltagernes gateway til penge, netværk og sparring. Som til en X-factor audition, må de håbefulde iværksættere forlade studiet, hvis ikke deres forretningsstrategi falder i løvernes smag. Flere end 810.000 danskere har allerede set første afsnit af den nye sæson.

Det var Mias bror, Morten Oliver Wagner, svogeren Per Sønderby og faren, Morten Wagner (hedder det samme som sønnen, red.), der sammen med Henrik Back i 1998 begyndte at forene singler gennem dating.dk. Folk var vilde med at date, og det blev så god en forretning, at de kunne opkøbe andre virksomheder. Siden har hjemmesider som Lejebolig, Trendsales, Studienet, Roomservice, og Plusbog været en del af virksomhedsporteføljen. I dag er koncernen ejer eller medejer af over 30 virksomheder.

"Da Ilse Jacobsen (tidligere investor i "Løvens Hule", red.) stoppede, tænkte jeg da godt over, hvem de egentlig kunne erstatte hende med. Og ja, de kunne jo vælge mig," siger Mia Wagner.

Weekenden efter tog hun en snak med sin bror og far, og de var enige om, at hun skulle prøve at melde sig, og hun skrev en kort mail til programmets producer: "Jeg er den kandidat, du leder efter," skrev hun.

Med sin rolle i "Løvens Hule" er hun blevet ansigt for et benhårdt miljø. Her handler det om at tage risici og have øjnene stift rettet mod målet. Et miljø, som fortsat tiltrækker flere mænd end kvinder og et bud på, hvorfor det ikke vrimlede med mulige nye kandidater til jobbet som løvinde.

Længe før sin stilling som koncerndirektør i Freeway har Mia Wagner været med på sidelinjen. Som advokat har hun varetaget flere handler for virksomheden. En viden hun benytter sig af, når hun med benene over kors sidder i den brune læderstol og får serveret iværksættere på samlebånd. Indtil videre har hun holdt sig til at investere i det, Freeway er gode til – nemlig onlineplatforme. Oprindeligt var tanken at sprede porteføljen og investeringe bredere. Men det handler rigtig meget om den rigtige idé. For når Mia Wagner bytter penge for procenter i virksomhederne, er det ikke kun udsigten til at gøre en god forretning, der tiltaler hende, men ligeså meget lysten til at skabe et hold med et fælles mål.

Siden programmets debut, er hendes liv blevet drysset med lidt kendisfaktor. Pludselig er hun ikke længere bare søster til datingkongen af Viborg, nu er hun selv en tv-stjerne. Noget hun mærker, når hun går ud og spiser, eller går i Fakta med joggingtøj på.

"Det er lidt mærkeligt. Jeg bruger faktisk meget energi på det. Jeg tænker: “Shit, der er én, der kigger på mig."

Hun har sågar fået kærestebreve og en del venneanmodninger fra mænd på Facebook. Ja, en enkelt har endda banket på hendes hoveddør for at pitche en idé.

"Det var meget grænseoverskridende, for det var jo private Mia, der åbnede," siger hun.

En pige fra Viborg
Mia Wagner er opvokset på en gård med heste i baghaven og marker i horisonten udenfor landsbyen Tapdrup på Viborg-egnen. Hendes mor, Charlotte Wagner, var hjemmegående og faren, Morten Wagner, forsvarsadvokat. Sammen havde de fire børn, som foruden mellembarnet Mia, bestod af lillesøsteren, Julie (37), storesøsteren Malene (45) og storebroren, Morten (46).

Hun var et barn, der tullede rundt i egne drømmerier, gik på opdagelse i baghavens jordbunker eller fodrede sin søsters vandrende pinde, der lystigt formerede sig.

"Jeg havde min egen lille base derhjemme sammen med min mor og mine søskende," fortæller Mia Wagner, der blev passet af sin mor, indtil hun skulle begynde i folkeskole.

Der var nok at se til, for i et hjem med fire søskende skulle tiden fordeles mellem alle. Ved middagsbordet var der rigeligt, der snakkede, og det krævede sit at få et ord indført. Mia Wagner lærte tidligt, at ville hun sige noget, skulle hun selv møve sig med i samtalen.

"Vi blev opdraget med en styrende, kærlig hånd. Vores forældre har altid forlangt, at vi traf selvstændige valg. Vi har aldrig kunnet komme og sige, vi ville noget, bare fordi andre ville det. Vi skulle kunne argumentere for det."

Det var frihed under ansvar. Mia husker, hun engang ville have et par øreringe, men fordi hendes mor ikke var begejstret for øreringe, skulle hun selv tjene pengene til dem. Det gjorde hun ved at købe billige tyggegummipakker i Tyskland og sælge dem videre i skolegården til fem kr. pr. pakke.

"Mine forældre har altid stået ved min side, men det var mig selv, der skulle udføre opgaverne."

Den unge planlægger
Barndomshjemmet var en tryg enhed, men som 15-årig rejste Mia Wagner til Frankrig. Helt alene. Hun ville gøre sig gældende og adskille sig fra sine søskende.

"Min første karriereplan lå klar som 13-årig. Der vidste jeg allerede, hvad jeg ville, og hvordan jeg skulle komme derhen."

Hun ville læse medicin og blive retsmediciner, og for at få høje nok karakterer, tænkte hun, det var godt at være god til fransk.

Hun fik overtalt sine forældre, og inden rejsen havde hun været på biblioteket og låne kassettebånd, så hun kunne øve sig på fransk. På jysk kunne det hele lyde som en godt tosset plan. Men en vinterdag i 1992 stod hun på togstationen i Viborg med lyst permanentet hår, en kuffert og en envejsbillet til Paris. Efter seks uger på sprogskole rejste hun til Valence, hvor hun skulle gå i gymnasiet.

"Teenageårene handlede for mig om at opdage, jeg kunne tilegne mig viden. Jeg var nok en kæmpe nørd."

Fis og ballade, fester og drenge undgik hun. En snært af lyst havde strejfet hende, men hun havde bare en større lyst til at fordybe sig i bøger.

Hun sad ofte i sengen på sit ungdomsværelse og læste “Kirurgiens sejrsgang”. En historisk lægebog fra 1957.

I Paris lærte hun flydende fransk og opdagede en kultur, hun har værdsat lige siden og fortsat rejser tilbage til. Og så fik hun et netværk.

"Det var nok første gang, jeg havde succes på den sociale front. Jeg lærte at begynde på bar bund, alene i en by uden at kende et eneste menneske."

Efterfølgende begyndte hun på medicinstudiet i Odense, men selvom hun var en videbegærlig pige, gennemførte hun ikke studiet. Fysikfagene voldte problemer.

I stedet begyndte hun som receptionist på sin fars advokatkontor, hvor hun opdagede et fag, der ligesom medicin, kunne hjælpe, hvor det virkelig brændte på. Hun indmeldte sig på jurastudiet og begravede hovedet i bøger og tanker om paragraffer. Som 26-årig blev hun uddannet forsvarsadvokat og flyttede tilbage til Viborg, hvor hun indledte et årelangt samarbejde med sin far, som altid har været hendes forbillede.

Hans mange fortællinger fra retten, hvor han hjalp folk, der havde mistet alt, eller røget ned i bunden af samfundet, både fascinerede og skræmte hende. For dér, på bunden af samfundet, ville hun for guds skyld ikke selv havne.

"Det var meget vigtigt for mig, at jeg ikke blev subsistensløs. Jeg ville virkelig ikke på arbejdsmarkedsunderstøttelse og flyde ud i ingenting."

Risikoen for det, var set med med udefrakommende øjne, nok også relativt lille. Hun blev hurtigt advokatpartner i firmaet og forsvarede kriminelle og udsatte, hvor hun var deres sidste halmstrå.

Men udover arbejdet var der faktisk ikke så meget at komme hjem til. En dag hun var hjemme og spise middag hos sine forældre, rømmede hendes far sig stille og sagde: "Mia, du bliver jo nødt til at få nogle venner. Du kan jo ikke sidde her hele tiden."

Mia Wagner sidder i den sorte kontorstol og roder lidt i den korte page. "Det lyder helt skørt at sige nu, men det passede dengang."

Da hun begyndte i skole kendte hun kun sine søskende og Anne Katrine fra vejen. Allerede dengang havde hun det svært med at skabe relationer, noget der fulgte hende i ungdomsårene. Det haltede med modet til at åbne op overfor veninder, for pludselig handlede det ikke om præstationer eller viden. Det handlede i stedet om, hvem du egentlig er?

"Jeg skulle længere i mit liv, før jeg fandt venskaber. Den del af mig blev modnet lidt sent."

Hun beskriver sig selv som konkurrencemenneske i bedste forstand. Om det gælder jobbet som koncernchef, eller da hun var lille og dyrkede karate sammen med sine søskende. Hun vil være dygtig. Hun pressede sig selv til at følge med de ældre søskende.

"Jeg blev ved med at træne, indtil jeg kastede op. Min akilleshæl er, at jeg er ret god til at lukke ned for mine behov. Der er ikke særlig meget, der er vigtigt, hvis jeg har et mål," siger Mia Wagner.

Livet blev nulstillet
Som advokatpartner havde hun gang i en kæmpe maskine. Hun blev skilt fra sin mand, der dengang var jurist i anklagemyndigheden. De var to ekstremt målrettede mennesker, der delte weekenderne imellem sig, så de begge kunne arbejde.

Men pludselig var hun alene med to døtre og en hverdag, hvor hun hentede dem, var lynhurtigt videre til rideskolen, puttede børn og sad oppe og forberedte næste dags retssag til klokken et om natten.

"Redbull var en del af min kost. Jeg oplevede synsindsnævringer, koncentrationsbesvær og hyletoner, men jeg tog det ikke alvorligt, jeg skulle bare frem."

Hun kom bare ikke så meget længere. For en dag i 2014, på vej på kontoret, kunne hun ikke komme ud af bilen. Hendes krop var ikke i stand til at gøre bevægelsen. Mia Wagners blik forstenede ud af forruden, og hun greb ud efter telefonen for at ringe til sin far. Men han var i retten og svarede ikke. Efter en time fandt hendes sekretær hende.

"Der knækkede filmen for mig. Jeg følte mig som en fiasko," siger Mia Wagner, der fra det øjeblik blev nødt til at revurdere sit liv.

"Især mit professionelle liv. Jeg måtte stoppe med at være så målrettet," siger Mia Wagner.

I fjorten dage lå hun på langs og kunne intet. Hun græd, når hun ikke kunne læse en sætning i en bog. Hun havde glemt, hvordan man gik i bad, og når hun skulle hente sine børn, skrev hun tidsintervaller på små post-it sedler, for hun kunne ikke regne dem ud.

I de efterfølgende otte måneder var hun sygemeldt og startede helt forfra. Brugte utallige timer på at glo ud i luften. Se på nuancerne i bladene på træerne. Hun fjernede alt støj og lidt efter lidt begyndte hun at tegne, og så læse igen.

"Jeg havde nogle samtaler med en psykolog, men jeg kunne ikke rigtig lide det. I stedet kom min mor hver eneste dag. Det er hendes fortjeneste, at jeg ikke endte på førtidspension."

I dag er Mia Wagner meget bevidst om, at hun laver overtræk på stresskontoen, når hun arbejder på tidspunkter, hvor hun har fri og siger ja til for meget. Der skal betales tilbage, for kreditten er ikke længere så stor. Og når hun bliver spurgt, om hun frygter at falde tilbage, lyder svaret: "Hver dag".

Derfor var planen egentig også at dirigere livet i retning af færre arbejdstimer og mere familietid. Lige indtil den juledag i Malaga, hvor hun blev koncerndirektør.

Efter jul havde hun en samtale med sin far, som var lidt bekymret omkring hendes deltagelse i "Løvens Hule". Han syntes, det gik stærkt. Men det er gået op for hende, at hun trives bedst på tåspidserne, og hun svarede:

"Hør far, hvis man er lige midt i en spurt mod et mål, så stopper man ikke og tænker sig om, så løber man bare."

Hendes fremtidige mål for Freeway er, at virksomheden skal vokse fire gange sin størrelse inden ti år. Personligt vil hun bare gerne kunne være nærværende overfor sig selv og sin familie. Hun er egentlig ligeglad med alt andet og har hverken brug for at være stinkende rig eller få et større hus.

"Men jeg er nok et komplekst menneske. For samtidig elsker jeg, at jeg kan påvirke virksomheden i den retning, jeg gerne vil. Men jeg har lært at acceptere, at jeg ikke kan kontrollere alting," siger hun og spotter en plet på kjolen. For fem år siden, var hun ikke gået ud af døren med den, men i dag prøver hun bare at tørre den af.