Blev berømt og berygtet kunstner for at slagte en hest for 50 år siden: “Jeg forstod nok ikke helt hvilket forhold folk havde til dyr”

Kan en tidligere hesteslagter virkelig bo ved siden af Landbohøjskolen? Tanken er nærliggende, da jeg nærmer mig kunstneren Bjørn Nørgaards hjem på den mondæne del af indre Frederiksberg og går forbi bygningerne, hvor dyrlæger uddannes, og hvor et dyrehospital hjælper nødstedte firbenede væsener.

Jeg skal tale med manden, der tilbage i januar 1970 oprørte danskerne med en kunstaktion, hvor han slagtede en 12-årig hoppe og siden blev stemplet i pressen som ond dyremishandler. Beliggenheden af hans hjem er i den sammenhæng et stort paradoks.

“

Vi slog ikke Røde Fane ihjel for sjov, men fordi vi ville ud med et budskab

Bjørn Nørgaard, kunstner

Til og med ser hans villa både lidt uhyggelig og mørk ud, som den er gemt bag masser af træer og buske. Sådan et sted, hvor man lige skal synke en ekstra gang for at åbne lågen, hvis det er halloween. Der kunne sagtens bo en heks eller en vampyr, ja endda en massemorder bag den lukkede dør.

To minutter efter er mine bekymringer og skøre tanker heldigvis gjort til skamme.

Man behøver ikke at være sine handlinger, og manden i døren emmer af venlighed, mens han fører mig fra køkkenet, gennem stuen med de mange kunstværker og det kreative rod og videre ud på den solbeskinnede terrasse. Det er idyl og anekdotesnak i løbet af et øjeblik.

“Den eneste gode forretning, jeg har gjort i mit liv. Vi købte for 990.000 kr., og nu er huset mere end 13 mio. kr. værd,” siger Bjørn Nørgaard smilende om huset, han købte med sin kone Lene Adler Petersen og en ven tilbage i 1978. Et hus, der i baghaven har et atelier, hvor han arbejder, hvis han da ikke er på Møn med fruen.

Stemningen er så meget sol og sommer, at det næsten er umuligt at katapultere sig tilbage til januar 1970, hvor sneen og frosten lå koldt over Danmark, og hvor Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen blev ramt af befolkningens isnende kulde.

Sammen med komponist Henning Christiansen stod parret bag det ikoniske kunstværk, hvor Bjørn Nørgaard slagtede og parterede hesten Røde Fane på en åben, sneklædt mark uden for Kirke Hyllinge i Hornsherred. Performanceaktionen gjorde den 22-årige kunstner på en gang danmarksberømt og -berygtet, da den blev skildret på midtersiderne af Ekstra Bladet, der dengang blev læst som Facebook i dag. Forargelsen var overvældende, læserbrevene tårnede sig op, og Bjørn Nørgaard blev passet op på gaden af arrige mænd, der ville give ham tærsk, og fik smidt trusselbreve ind gennem brevkassen i Nansensgade i København, hvor han boede med sin kone og fireårige datter.

“

Det er latterligt, hvor bange vi er for døden, og hvor svært vi har ved at acceptere den. Vi forsøger desperat at kontrollere den og gøre den forudsigelig

Bjørn Nørgaard, kunstner

“Der var en voldsom reaktion, og den overraskede mig. Vi drømte ikke om at skabe en skandale, men om at skabe et kunstværk. Vi måtte alle tre flygte til en ødegård i Sverige og gemme os. Det var nødvendigt at holde en pause på tre måneder, og min hustru syntes bestemt ikke, det var morsomt,” husker Bjørn Nørgaard.

“Vi havde det dog glimrende i vores eksil i Sverige, og jeg skal ikke jamre over en situation, som jeg selv havde bragt mig i. Jeg kunne jo bare lade være med at slagte den hest til rullende kameraer, men så lærte jeg da det.”

Hesteofringen var egentlig tænkt som en del af udstillingen “Tabernakel” på Louisiana, hvor Bjørn Nørgaard udstillede med andre kunstnere som Per Kirkeby, Poul Gernes og Joseph Beuys. ​​

Nørgaards bidrag var “Stald”, hvor han den første måned ville opstille en hest, fodre den og siden ofre den og putte den i 400 sylteglas med formalin.

Den 12-årige hoppe Tulle havde Bjørn Nørgaard købt af en bondemand, der alligevel ville aflive den, da den havde kronisk betændelse i haserne. Tulle blev omdøbt til Røde Fane som et tegn på, at den var med i en revolution.

“Vi var midt i Vietnamkrigen, og jeg ville sætte fokus på, hvor dårligt vi i Vesten behandler levende liv, hvor vi bare uden at tøve slår ihjel for at fremme en sag. Samtidig er det latterligt, hvor bange vi er for døden, og hvor svært vi har ved at acceptere den. Vi forsøger desperat at kontrollere den og gøre den forudsigelig. Endelig troede jeg og Lene ikke længere på, at kunsten skulle være pæne billeder til pæne hjem. Nej, kunsten var nu en metode til at udvikle samfundet på ved at sætte spørgsmål til vores tanker og handlinger,” forklarer Bjørn Nørgaard.

Justitsministeriet og politimesteren i Helsingør nedlagde imidlertid forbud mod levende dyr på museet, og museumsdirektør Knud W. Jensen fik kolde fødder og nægtede at lægge rum til parteringen af hesten. Den første måned kørte Bjørn Nørgaard derfor hestelort fra opstaldede Røde Fane hen på museet, “så fik vi i det mindste lugten af hest på Louisiana”, og derfor endte selve ofringen i et samarbejde med Ekstra Bladet.

“Hvis aktionen ikke foregik i det offentlige rum, vedkom det ikke os alle sammen, så det var en vigtig del af kunstværket. Et museum er et offentligt rum, og det er en avis også. Ja, hvis det var opmærksomhed, vi drømte om, så kunne jeg ikke ønske mere.”

Opmærksomhed er dog ikke bare opmærksomhed, erkender Bjørn Nørgaard nu 50 år efter. Året før hesteofringen havde Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen gennemført aktionen på Børsen, hvor hustruen chokerede de jakkeklædte pengemænd ved at gå nøgen gennem børssalen med et kors i hånden. En performance, som ægteparret havde fået meget ros for, fordi de satte spørgsmålstegn ved kapitalens magt, og om pengemænd var den nye Gud.

“Derfor var vi nok lidt for optimistiske, da vi slagtede hesten. Vores performance på Børsen var gået rent hjem og blevet forstået, men generelt var performance en ny kunstform og stadig uvant for de fleste, og de forstod nok ikke vores hensigt med ofringen. Jeg var også kun 22 år, og i den alder er man overbevist om, at alle tænker som dig. Man tænker heller ikke så meget over konsekvenserne af ens handlinger, men gør det mere af nødvendighed. På godt og ondt er det derfor, vi sender unge mennesker i krig som soldater,” siger Bjørn Nørgaard og citerer det oldengelske heltekvad Beowulf:

“Vi var unge og kække og drømte om at risikere livet på det åbne hav.”

Nørgaard erkender, at han i dag ville have reflekteret mere over, om det at ofre en hest ville have fremmet hans ærinde. Som udgangspunkt var han ikke interesseret i at gøre folk fortræd, men at få dem til at tænke og stille spørgsmål. ​​

Mest af alt havde han ikke forstået, hvor sensitive særligt byboere er oer for dyr. Selvom han er opvokset i København NV, har han opholdt sig meget på landet, hvor heste var brugsdyr. Han kom ofte hos en bonde i Nordsjælland, som brugte heste til høsten og kørte i kane til kirke om vinteren. Hans farfar var dragon og brugte også heste i hverdagen.

“Jeg er vokset op med, at dyr er en del af hverdagen og har en funktion. Og man siger farvel og tak til dem, når de ikke længere kan udføre deres opgaver. Det er et mindre sentimentalt forhold til dyr, og jeg forstod nok ikke helt, hvilket forhold folk havde til dyr. Vi slog ikke Røde Fane ihjel for sjov, men fordi vi ville ud med et budskab. Og vi valgte den, fordi den alligevel skulle aflives. Den kunne måske have levet en måned til uden voldsomme smerter,” forklarer Bjørn Nørgaard.

Siden fik han selv hund, en australsk kelpie, og forstod måske bedre den menneskeliggørelse, som sker. ​​

“Jeg kaldte den Walter Benjamin efter filosoffen, fordi den var kvik. Den gik rundt med mig til daglig, og vi fik et særligt forhold. Det var ikke let, da den blev syg og skulle aflives.”

Ville han slagte en hest i dag. For at skabe opmærksomhed om en sag?

“Jeg er ikke længere ung, og man skal aldrig gentage en succes i kunsten. Jeg tænker, at det var nødvendigt at ofre hesten, for at kunsten kunne tage et skridt ind i virkeligheden, så jeg fortryder ikke min handling. Jeg har taget den på mig og indset, at den var nødvendig for at komme videre med kunsten.”

Bjørn Nørgaard har lært, at ikke alle idéer er gode, og “at man ikke skal fremture og hævde, at noget er godt, hvis det er bras.”

Han griner og fortæller om aktionen det følgende år – i 1971, hvor han i kunstnergruppen Arme og Ben, der op gennem 1970'erne diskuterede arkitektur og byrum, prøvede at besætte Livø i Limfjorden sammen med 17 andre for at skabe et nyt samfund. Øen var forladt, men der var fantastiske bygninger, og de havde både grise og køer med. Som en anden Noahs Ark.

“Vi kom i land, og så kom politiet. Det var afslutningen på det eventyr.”

“

Kunsten har en opgave. Den kan lære os at leve uden svar, at stole på vores sanser og det, vi oplever

Bjørn Nørgaard, kunstner

Året efter, 1972, røg han og vennerne i fængsel i Oslo, da de under kunstens ungdomsbiennale havde lavet et aktivitetsrum med et trykkeri, som udgav telegrammer fra Vietnamkrigen, og et darkroom, der var tapetseret med Weekendsex. Porno var tilladt i Danmark, men ikke i Norge. Under en sit-in i Slotsparken blev de omringet af politiet og smidt i arresten. Anklageren krævede mange års fængsel, men den ældre dommer sagde, de kunne vælge mellem 14 års fængsel og at blive udvist af Riket.

“Vi blev så udvist af Norge, og udstillingen blev lukket. Pornografi, druk og overnatning i en park var mere, end Norge kunne tåle. Vi havde ikke helt forstået, at vi var kommet til et andet land,” fortæller Bjørn Nørgaard.

Med tiden er Bjørn Nørgaard blevet mere end en revolutionær kunstner, og han kan som 73-årig se tilbage på et langt liv som kunstner. Han har også været professor på Kunstakademiet (1985-1994) og er blevet Ridder af Dannebrog (1994).

Performancekunsten er stadig en vigtig del af hans virke. Det er ikke så længe siden, at han var i det danske kulturcenter i Beijing, hvor han med egne ord maltrakterede et stykke af Bach og endte med at knuse violinen og støbe den i gips i violinkassen. Sandsynligvis gibbede det i nogle af publikummerne. ​​

Mest kendt er han dog paradoksalt nok blevet for sine skulpturer og gobeliner. Særligt når hans formål altid har været at bruge kunst til at udvikle samfundet og ikke til at skabe objekter. Skulpturerne kan ses mange steder i Danmark i det offentlige rum. Bl.a. står “Menneskemuren” (1982) på Horsens Kunstmuseum, “Thors Tårn” (1986) i Høje Tåstrup, og “Det genmodificerede Paradis” blev i 2006 opstillet ved Langelinie i København.

Nørgaard lærte Dronningen at kende, da han kreerede de 17 gobeliner med motiver fra danmarkshistorien, som hænger i den store riddersal på Christiansborg, og som var en gave til Dronning Margrethe, da hun fyldte 50 år i april 1990. De blev hængt op, da hun fyldte 60 år i 2000. Forholdet er så godt, at han har lavet gravmælet i Skt. Birgittes kapel i Roskilde Domkirke, hvor dronningen skal stedes til hvile.

“Jeg har et professionelt forhold Dronningen, og det har været et privilegium at udføre opgaver for hende,” siger Bjørn Nørgaard.

Han griner, når jeg kalder ham en del af etablissementet.

“Ens livsforløb og den position, man får, er jo ikke noget, man selv afgør. Jeg har altid gået ydmygt til opgaverne og aldrig vidst, hvor de endte. Det er forskellen på kunst og underholdning, at man aldrig gentager en succes, og at man flytter sig hver gang. At man ikke bruger sig selv som pulterkammer.

Den filosofi og min dovne natur betyder, at jeg er nødt til at gøre mig umage, og det håber jeg, at folk har bemærket,” siger Bjørn Nørgaard. Men så er han altså ikke mere doven.

Mens vi taler, er han på telefonen med Aalborg, hvor det nye superhospital skal have en af hans skulpturer. Sammen med Tal R, Alexander Tovborg og Kirstine Roepstorff er han ved at lægge sidste hånd på en række gobeliner til Koldinghus.

En gave fra Ny Carlsbergfondet i anledning af slottets 750-årsjubilæum i 2018.

Han har også løbende udstillinger på sit galleri Susanne Ottesen, hvor hans skulpturer til private med egne ord “sælger lidt tungt, og lageret er lidt for fyldt”. ​​

Ifølge sin revisor er hans endt som en rig mand, selvom han ikke føler sig sådan. En diskusprolaps, der har generet ham de sidste to år, burde ikke bekymre ham så meget, som den gør. Men som performancekunstner og skulptør er man mere afhængig af sin krop, end hvis man er maler.

“Allerede på Eks-Skolen i 1964 fravalgte jeg maleriet til fordel for performance og skulpturer. Jeg havde ikke talentet for farver, og det har betydet, at jeg ikke har appelleret til samlere. Men jeg fortryder ikke mit liv, selvom det altid har været ret skizofrent. På den ene side er jeg bedsteborger med stor villa på Frederiksberg. På den anden side kan jeg kun se tre måneder frem, for hvis jeg ikke kan arbejde, må vi flytte. Som en landmand ryger hele butikken, hvis det går galt.”

I de sidste måneder under coronakrisen har Bjørn Nørgaard flere gange i tanken vendt tilbage til “Hesteofringen”.

De 400 syltetøjsglas kan i dag ses på Aros i Aarhus og på Statens Museums for Kunst i København, og de burde minde os om, at døden er et livsvilkår og noget, vi ikke kan kontrollere. ​​

Alligevel er det som om, at budskabet fra en vinterdag i 1970 ikke bundfælder sig i os mennesker.

“Vi bliver ved med at bilde os ind, at vi kan kontrollere hele verden, men vi ved ikke, om vi skal leve med covid-19 resten af livet ligesom kræft. Vi er stadig lige så bange for døden som i 1970 og tror stadig, at den er en fejltagelse. Her har kunsten en opgave. Den kan lære os at leve uden svar, at stole på vores sanser og det, vi oplever. For mig har det været et privilegium at få lov til at påvirke den debat i mere end 50 år.”

Men som ung revolutionær, der ønskede at ændre samfundet, er han så tilfreds?

“Jeg kan kun citere en anekdote, som jeg har hørt. Den franske udenrigsminister spurgte omkring 1970 den kinesiske ministerpræsident Zhou Enlai, om den franske revolution havde gjort en forskel. Til det svarede ministerpræsidenten, at det nok var for tidligt at udtale sig om.”

miso@borsen.dk​