ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tøjeksperten-leverandør mangler svar fra rekonstruktører før skæbnemøde: “Vi venter på en masse ting og er i dialog med vores advokat hele tiden”

På fredag skal kreditorerne godkende

eller afvise en redningsplan for PWT-Group, men JBS vil have flere svar inden

Michael Alstrup er adm. direktør i JBS, der har hovedkontor i Herning. Arkivfoto: Hans Christian Jacobsen
Michael Alstrup er adm. direktør i JBS, der har hovedkontor i Herning. Arkivfoto: Hans Christian Jacobsen

Kriseramte PWT Group, som står bag Tøjeksperten, risikerer at gå konkurs på fredag.

Tøjkæden kollapser, hvis kreditorerne stemmer nej til den rekonstruktionsplan, som rekonstruktørerne præsenterer ved skifteretten i Aalborg, og undertøjsproducenten JBS er endnu ikke overbevist om, at planen skal godkendes.

Det fortæller JBS’ adm. direktør, Michael Alstrup, der vil have flere svar fra rekonstruktørerne og har hyret en advokat til at hjælpe. ​​​

“Vi venter på en masse ting og er i dialog med vores advokat hele tiden, som også snakker med PWT’s advokater. Hvis vi siger ja, til at det skal køre videre indtil primo juni, vil vi vide noget mere om, hvad der ligger i det. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at rekonstruktørerne har en interesse i, at der er så mange som muligt, som siger ja på fredag, så de får nogle flere uger til at arbejde videre med casen,” siger Michael Alstrup.

Han henviser til, at rekonstruktørerne i en meddelelse skriver, at de forventer at kunne præsentere en mere detaljeret plan i begyndelsen af juni, hvis de får ja til at arbejde videre med PWT Group på fredag.

Kapitalfond står bag

PWT Group, som kapitalfonden Polaris ejer, driver kæderne Tøjeksperten og Wagner og står derudover bag en række brands. Men den 17. april var kassen tom, og selskabet blev tvunget ud i en rekonstruktion.

De kunne jo komme og sige, at de skal have en større rabat, end de får i dag, eller andet, som vi ikke kan acceptere

Michael Alstrup, adm. direktør i JBS
Sammen med ledelsen i PWT Group har rekonstruktørerne, Andreas Mylin, Accura, og Christian Jul Madsen, Kromann Reumert, arbejdet på en plan, der kan sikre tøjkædens overlevelse fremover.

Den plan blev i torsdags sendt ud til PWT Groups hundredvis af kreditorer. Heri foreslår rekonstruktørerne at forsimple PWT Group. Bl.a. vil man lukke butikskonceptet Lindbergh, ligesom der er dialog med banken om yderligere kredit på 100 mio. kr. Derudover står der, at der arbejdes med at kunne tilbyde en “fornuftig dividende til de usikrede kreditorer.”

“Men der står ikke noget om, hvad dividenden er,” siger Michael Alstrup, der savner flere konkrete svar fra PWT Group om, hvordan de fremover vil samarbejde med JBS, der primært leverer til Tøjeksperten.

“Jeg har ikke noget på skrift om en kommende aftale. De kunne jo komme og sige, at de skal have en større rabat, end de får i dag, eller andet, som vi ikke kan acceptere,” siger Michael Alstrup.

PWT Group har gæld for i alt 534 mio. kr., og da Spar Nord Bank har virksomhedspant for over 100 mio. kr., er der næppe penge tilbage til de simple kreditorer, hvis tøjkæden går konkurs.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis