Opdateret 14:49.Den danske juice- og sandwichkæde Joe & The Juice er ikke længere begæret konkurs i Norge.
Det skriver Sebastian Vestergaard, adm. direktør i Joe & The Juice, på Linkedin.
Dermed er der fundet en løsning på den pengestrid, som er opstået mellem juicekæden og den danske service- og rengøringskoncern ISS, der i sidste uge stod bag konkursbegæringen mod Joe & The Juice.Sebastian Vestergaard skriver, at han er “glad for at kunne lukke sagen,” som han betegner som “uberettiget.”
“Vi vil finde en mindelig løsning på det beløb, vi er uenige om. Og nu rettes blikket tilbage på udvikling af vores forretning i Norge, Danmark og resten af verden, hvor vores lyserøde logo hænger,” skriver direktøren.
ISS bekræfter over for Børsen, at konkursbegæringen er trukket tilbage.
“Der er en igangværende, konstruktiv dialog mellem parterne i Norge om at finde en mindelig løsning,” skriver ISS.
Sebastian Vestergaard lægger ikke skjul på, at konkursbegæringen kom som en overraskelse for Joe & The Juice.
“Vi vidste godt, at vi havde en lille disputs i Oslo om ca. 25.000 kr. Men ligefrem konkurs?," skriver direktøren.
Han forsikrer, at selskabets forretning er sund og ærgrer sig derfor over den omtale, som konkursbegæringen har medført.
“Selvom vi er ramt (af coronapandemien, red.), som alle andre i restaurationsbranchen, så klarer vi os i al beskedenhed ganske pænt. Alligevel giver sådan en skævbold fra ISS i Oslo nogle rystelser. Medarbejdere, kunder, leverandører og mange andre bliver forståeligt usikre,” skriver Sebastian Vestergaard.
Joe & The Juice omsatte sidste år for 1,18 mia. kr og landede et driftsresultat (ebitda) på 94 mio. kr.
Selskabets bundlinje udgjorde et underskud på 333 mio. kr., hvilket blandt andet skyldtes, at virksomheden åbnede 35 nye juicebarer i løbet af året.