ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Islandsk aske koster SAS millioner

Det er ingen billig fornøjelse for flyselskaberne, når flyene tvinges på jorden. SAS taber typisk 15-20 mio. kr. om dagen på dette, konstaterer Sydbank.

"Til sammenligning koster en strejkedag SAS mellem 15 og 20 mio. kr. Så hvis problemerne fortsætter ret længe kan det udløse et trecifret millionbeløb," siger Sydbanks Jacob Pedersen i vedhæftede TV-indslag.

SAS har aflyst omkring 200 flyvninger i dag, mens der oveni skal bruges tusindvis af kroner på at ombooke og sikre hotelovernatninger til strandede passagerer.

SAS' bestyrelsesformand Fritz Schur frygter ikke de store økonomiske problemer for SAS, som følge af den vulkanske aske, der har lammet alle flyvninger i Norden.

"Man skal se det i det rigtige perspektiv. SAS er i gang med et besparelsesprogram på 7-8 mia. svenske kr. Det her er et meget lille tal i forhold til det. Så det er dødærgerligt for passagerne og lidt ærgerligt for SAS. Men vi klare det," siger han.

Også Cimber Sterling og den norske hovedkonkurrent Norwegian står med ekstra regninger.

Handelsbanken Capital Markets forudser ifølge e24.no, at Norwegian dagligt taber omkring 10 mio. norske kroner på askens aflysninger.

De nordiske luftfartsaktier blev alle sendt ned i dag. SAS falder med 3,9 pct., Norwegian med 3,2 pct., mens Københavns Lufthavne falder 1,5 pct. og Cimber Sterling med 0,5 pct.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis