ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ironman i mål - skifter ledelsesspor

Efter ni år som finansdirektør i FLSmidth skiftede Poul Erik Tofte i 2012 til samme job i Logstor, det tidligere Løgstør Rør. Til august er det slut, da han viger pladsen for nuværende finansdirektør i B&O, Henning Bejer Beck.

Missionen i fjernvarmerørsproducenten Logstor med base i Himmerland er fuldført for Poul Erik Tofte, der nu vinker farvel til en lang karriere som finansdirektør.

"Jeg har gjort mit arbejde deroppe. Det er gået godt, og nu ser jeg frem til nye bestyrelsesposter," siger Poul Erik Tofte.

Han havde allerede bestyrelsesvejen i tankerne, da han stoppede i FLSmidth og kom også ind i bestyrelsen i milliardforretningen Logstor. 

Bedt om at bistå salg


Men der var brug for den erfarne kassemester til at sikre styr på finanserne i den kritiske periode, hvor Logstor arbejdede på at blive solgt. Derfor var direktørstillingen fra start tiltænkt som midlertidig.

"Jeg blev fra dag ét bedt om at træde ind med kort varsel som finansdirektør, ind til Logstor var solgt, havde fået de nye ejere om bord og havde fundet min afløser. Der er nu alt sammen sket," siger Poul Erik Tofte.

I sommer underskrev den britiske kapitalfond Montagu en salgsaftale med kapitalfonden Triton, der derefter kunne kalde sig ejer af den danske rørproducent for et ukendt beløb.

Nu søger Poul Erik Tofte igen nye udfordringer, og det kan både blive danske og udenlandske bestyrelsesposter.

Afskriver du dermed en ny direktørstilling?

”Man skal aldrig sige aldrig, og jeg vil ikke afskrive muligheden, men nu fokuserer jeg på bestyrelseskarrieren. Tiden må vise, hvad det så bliver til, men jeg er klar," siger Poul Erik Tofte.

30 års brancheerfaring


Det behøver ikke være poster inden for industri og ingeniørarbejde, hvor han har i alt 30 års erfaring og dermed kompetence. Nye områder skræmmer ham ikke.

Poul Erik Tofte løb Copenhagen Maraton første gang i 1999, men efter tre-fire år blev løb lidt kedeligt, og han indledte sit kærlighedsforhold med motionisternes Champions League, ironman. Med farvel til direktørstillingen i Logstor bliver der mere tid til motionen.

"Jeg er gået lidt ned i kadence, men løb Copenhagen Challange sidste år. Jeg har ikke planlagt en ironman i år, men forventer igen at være klar i 2015. Så jeg tager et mellemår, hvor jeg blandt andet skal løbe maraton med min kone, men ironman kræver et andet niveau," siger den erfarne finansdirektør.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis