Green Hydrogen Systems ventes at gå på børsen senere på måneden, og der er god interesse fra investorerne.
Ifølge Børsens oplysninger har de nu lagt billet ind på samtlige aktier.
Tegningsperioden, der løber indtil senest den 21. juni, begyndte tirsdag formiddag kl. 9, og allerede omkring kl. 11 var ordrebogen fuld, erfarer Børsen.
mia. kr. ventes Green
Hydrogen Systems at få
i børsværdi
I forbindelse med børsnoteringen har en række kerneinvestorer givet tilsagn om at købe nye aktier til udbudskursen for i alt 570 mio. kr., og nu er der solgt nye aktier for i alt lige knap 1,3 mia. kr.
Dermed melder Green Hydrogen Systems ordrebogen fyldt lang tid før deadline, ligesom det var tilfældet med it-virksomheden Trifork, der blev børsnoteret i maj.
Brintvirksomheden Green Hydrogen Systems er stiftet i Kolding i 2007 og forventer at ramme kurslisterne til en værdi på lige omkring 3 mia. kr.
I slutningen af 2020 investerede A.P. Møller Holding et trecifret millionbeløb i selskabet, og i går kunne Green Hydrogen Systems offentliggøre ATP blandt sine kerneinvestorer.
“Det er en spændende teknologi inden for et meget relevant område, og så passer investeringen rigtig godt ind i ATP’s ambitioner om at understøtte den grønne omstilling,” lød det i går fra ATP’s aktiechef, Claus Wiinblad.
Selskabet udvikler og producerer elektrolyseanlæg til fremstilling af grøn brint gennem vedvarende energikilder som sol og vind.
Selskabets direktør har siden november 2020 heddet Sebastian Koks Andreassen, og han kan score et tocifret millionbeløb, hvis børsnoteringen bliver en succes.
Ved børsnoteringen får han et beløb på 1 mio. kr., og på side 162 i prospektet fremgår det, at Sebastian Koks Andreassen modtager en aktiebaseret bonus, der afhænger af, hvor godt Green Hydrogen Systems kommer til at klare sig som børsnoteret selskab.
Beløbet lyder på maksimum 37,5 mio. kr. og kan først udbetales 720 dage efter børsnoteringen for at belønne “den adm. direktør for sin langsigtede værdiskabelse for selskabet,” fremgår det af prospektet.
“Hvis man på det tidspunkt overhovedet når til det meget høje beløb, vil det være et udtryk for, at alle investorer – og jeg selv – vil få andel i selskabets værditilvækst,” sagde Sebastian Koks Andreassen i går Børsen.
I samme forbindelse sagde ATP’s Claus Wiinblad, der flere gange har kritiseret store selskaber som f.eks. A.P. Møller-Mærsks vederlagspolitik, at man også har bidt mærke i Green Hydrogens bonusordning.
“Der har selvfølgelig været en dialog omkring tingene, og det har været vigtigt for os, at der kom loft på beløbet. Men vi har omvendt også måttet acceptere, at den type bonusordninger er en del af markedet,” lød det fra Claus Wiinblad.