"I min tid som chef har trafikken desværre kun været faldende, men nu ser det ud til, at kurven er knækket"
Tom Okke
22. dec. 2017 KL. 07.35
Gem til senere
Først skar han fedtet fra og trimmede organisationen. Nu står den på skyhøj vækst og masser af nye ruter, lover direktøren for Aarhus Lufthavn, Peter Høgsberg
Der er sket noget i Aarhus Lufthavn, men snart sker der endnu mere.
Flyselskabet SAS har bebudet, at de fra foråret åbner syv nye ruter fra den jyske lufthavn samt skruer yderligere op for afgangene mellem København og Aarhus.
Tilsammen skaber det en øget trafik på over 50 pct. i den lille, regionale lufthavn, som indtil for nylig var dømt helt ude – af både passagerer og politikere, der har ført diskussioner om lufthavnens fremtid.
"Men med SAS-aftalen har vi fået en katalysator for vækst. Det er nu, vores eventyr for alvor begynder,” siger lufthavnens chef, Peter Høgsberg, der tager imod i terminalbygningen, der ikke helt ligner sig selv.
For der er allerede sket en forvandling.
Peter Høgsberg kunne tidligere på året præsentere en ny, stor aftale med flyselskabet SAS, der fra foråret starter syv nye ruter fra Aarhus Lufthavn. Men det er kun første skridt i en lang række af nye tiltag og ruter, lover lufthavnsdirektøren. PR-foto
Siden Peter Høgsbergs tiltræden som ny lufthavnschef i 2013 har han brugt energi og ressourcer på at friske faciliteterne op med bl.a. nye toiletter, ny belægning på gulvene, mere dagslys og færre brune fliser.
"Man kaldte jo lufthavnen for "Den Rustrøde Særling ude på Djursland,” men nu har vi med en minimal investering fået bedre og mere lyse faciliteter, og det har passagerne taget godt imod,” siger han.
Forrige år gik ca. 385.000 gæster gennem terminalen, mens der med SAS-aftalen alene kommer yderligere 200.000 nye rejsende til.
"Men vi er klar. Lufthavnen er gearet til den øgede trafik, men det er klart, at hvis der kommer flere flyselskaber, der vil flyve ud herfra tidlig morgen, så får vi nogle flaskehalse ved check-in og sikkerhedskontrollen, men så fikser vi også det,” lyder det optimistisk fra Peter Høgsberg.
"Hvis det er noget, der ryster dig som leder, skal du ikke tage et job som mit"
Han kan se tilbage på en turbulent tid som øverste chef for lufthavnen, der i flere omgange har været truet på livet.
"Men hvis det er noget, der ryster dig som leder, skal du ikke tage et job som mit. Sådan er vilkårene inden for luftfart, der er under total forvandling,” siger han.
"Den ledelsesmæssige opgave, da jeg tiltrådte, handlede i høj grad om at få skåret al overflødigt fedt fra. Der var noget dobbeltbemanding, så jeg sikrede mig, at der kun var lige præcis de hænder, der var brug for,” siger han.
Der har gennem årene været meget kritik af Aarhus Lufthavn, der i folkemunde bl.a. er blevet kaldt "Den Rustrøde Særling" ude på Djursland. Med med den nye SAS-aftale er der igen kommet nyt liv i lufthavnen, der årligt har mere end 380.000 passagerer. PR-foto
Peter Høgsbergs spareøvelse fik konsekvenser for både høj som lav i organisationen, som han ikke vurderede var særlig tidssvarende.
"Der var ikke blevet ryddet op i mange år, så jeg valgte også at skære et ledelseslag væk, så organisationen passede bedre til den driftsmæssige virkelighed. Det betyder, at vi i dag har en mere klar og flad ledelsesstruktur,” siger han og vurderer, at omkostningerne nu er reduceret med ca. 25 pct.
"Af dem er størstedelen lønomkostninger. Som lufthavn har vi rigtig mange deltidsmedarbejdere, for trafikken kommer i ryk, og der er perioder med tomgang. Da nytter det ikke noget, hvis der er for mange ansatte, der bare går rundt og laver ingenting,” siger Peter Høgsberg, der til daglig har ansvaret for godt 110 ansatte eller ca. 85 årsværk.
"Der var ikke blevet ryddet op i mange år, så jeg valgte at skære et ledelseslag væk, så organisationen passede bedre til den driftsmæssige virkelighed"
Efter perioden med tilpasning af organisationen rettede han fokus på udvikling af lufthavnen og indledte dialog med flere flyselskaber, men så dukkede debatten om lufthavnens placering igen op til overfladen og satte udviklingen i bero.
"Der har været meget snak om en ny lufthavn, der skulle ligge nord for Aarhus, men debatten har primært været politisk, så jeg har forsøgt at blande mig uden om og i stedet rette fokus på driften af lufthavnen, som trods alt har min første prioritet.”
Det kommer den også til at have fremover, for ifølge Peter Høgsberg selv er SAS-aftalen blot første skridt på vej mod en endnu større og mere international lufthavn.
Lufthavnsdirektør Peter Høgsberg har været igennem en sparerunde, hvor der er blevet skåret en række medarbejdere fra, ligesom et ledelseslag er forsvundet i organisationen, så den nu "passer bedre til den driftsmæssige virkelighed," siger han. PR-foto
"I min tid som chef har trafikken desværre kun været faldende, men nu ser det ud til, at kurven er knækket. Nu handler det om vækst, og jeg tør godt love, at der også kommer flere, store nyheder fra os.”
Men lige nu tør han hverken sætte navn på nye flyselskaber, ruter eller destinationer.
"Nej, dertil har jeg været for længe i luftfart. Jeg ved udmærket, at alting kan forandre sig i 11. time, men der kommer til at ske noget i Aarhus Lufthavn. Bare vent.”