Anna Thygesen har store personlige tragedier og en af de mest omtalte erhvervsskandaler i bagagen: “Nogle folk synes, jeg er en rimelig anstrengende type, men det er jeg egentlig ligeglad med”

For enden af grusvejen op til sine forældres gård i Elsted lidt uden for Aarhus sad Anna Thygesen sommetider på en sten med sin kuffert og ventede på at blive samlet op af sin opdigtede biologiske familie. Når hun som barn blev skældt ud af sine forældre, tog hun resolut sin kuffert og pakkede den, fordi hun blev bekræftet i det, hun var overbevist om: hun følte sig anderledes end det, hun kom fra, og hørte til et andet sted.

Modsat sine forældre var hun nemlig frygtløs og åbenmundet. I hendes barndomshjem blev der ment meget om det meste. Men i modsætning til hvor højt hun selv råbte, blev forældrenes holdninger pænt derhjemme.

“Min far havde meget stærke holdninger, men det var kun inden for hjemmets fire vægge. Han kunne sidde og tage hele verdens sorger på sig, men der har jeg det bare sådan lidt: Så gå dog ud og gør noget ved det,” siger Anna Thygesen med kraft i stemmen.

“Jeg er meget af den overbevisning, at enten bliver man fuldstændig ligesom det, man er vokset op i, eller også bliver man noget helt andet,” siger Anna Thygesen og indrømmer, at hun ikke kan løbe fra at være sine forældres barn, selvom hun i barndommen prøvede at flygte.

De værdier, hun efterlever, kommer unægteligt fra dem. Hun værdsætter hårdt arbejde og forstår, hvor afhængig man er af det, man leverer. For det er det, man tjener sine penge på. Det lærte hun som helt lille, når hun sammen med sin far gik ud for at tjekke hygrometeret, der kunne fortælle, om høsten blev god i år. Og ligesom sine forældre synes hun, det er et problem, hvis man slet ikke mener noget.

Hun blev dog kun siddende ved stenen til hendes bror hentede hende, fordi der var aftensmad, og hun igen måtte vende tilbage til det hjem, der trods alt har formet en stor del af den, hun er i dag. Hende, der aldrig er bange for at råbe højt om, hvad hun mener. Hun fylder jævnligt Jyllands-Posten og BT med klummer, hvor hun deler verbale lussinger ud til alt fra 3F, der “med deres arrogante attitude ender på Arbejdermuseet”, til Københavns Universitet, hvis “hensynssyge er komplet latterlig”. Når ikke hun gør det, sladrer hun med i en af Danmarks mest lyttede podcast “Det, vi taler om”.

“Jeg kan da godt mærke, at nogle folk synes, jeg er en rimelig anstrengende type, men det er jeg egentlig ligeglad med. Jeg kæmper ikke for alles opbakning. Den findes ikke. Jeg tror faktisk slet ikke, jeg kæmper for nogens opbakning overhovedet.”

Anna Thygesen er dog ikke bare en rapkæftet kvinde, som mange elsker at hade. Hun er indehaver af og administrerende direktør i sit eget kommunikationsbureau, Wedocommunication (siden 2016), hvor hun sidder med store brands og virksomheder inden for detail, dagligvarer, finans, it, fødevarer og farma. Hun bor på Amager med sin mand Bill Rathje og deres 17-årige søn. Første gang offentligheden lærte hende at kende var, da hun for omkring tyve år siden vidnede i retssagen mod Kurt Thorsen og Rasmus Trads i PFA-sagen. Efter hun i starten af sine tredivere havde været administrerende direktør i Kurt Thorsens spanske ejendomsudviklingsselskab, Kurt Thorsen España. De seneste år har hun også været vært på tv-programmerne “Mellem fjender” og “Forført af en svindler” på DR2.

I dag tænker hun tilbage på sine forældre som fantastiske mennesker, på trods af at de i høj grad bidrog til, at hun havde alle odds imod sig. Da hun var bare 17 år gammel, begik hendes far selvmord.

“Jeg har aldrig været i tvivl om, at han ikke gjorde det for at genere mig og resten af familien. Jeg er overbevist om, at han tænkte, at han generede os ved at være i live. Det var da synd for ham,” fortæller Anna Thygesen.

Hun besluttede sig for ikke at gå til grunde på grund af faderens handling, men i stedet vise sin far, at hun godt kunne lykkes med at få et godt liv. Fire år senere tog moderen også sit eget liv.

“Mine forældre var bare alt for bange. De tog livet meget på sig. Hele verdens sorger fyldte for dem, og så var de psykisk skrøbelige samtidig.”

For Anna Thygesen er det vigtigt ikke at indtage en offerrolle. “Det er forbeholdt trafikofre og ofre for forbrydelser.” Man må godt have en krise, men den må ikke vare hele livet. På et tidspunkt skal man samle sig selv op igen. Sorgen over sine forældres tidlige død lærte hun at leve med. I stedet for valgte hun at gøre alt det, hendes forældre ikke gjorde, for at sætte dem fri.

“Jeg kunne let selv være blevet et offer. To selvmord. Så kører bingopladen derudad, ikke?”

For Anna Thygesen føltes det nærmest egoistisk at gå og være ked af det. Det handlede jo ikke om hende. Det var forældrene, det var synd for. De havde haft et liv, der var alt for hårdt for dem, og valgte begge at gøre en ende på det.

“Jeg prøver at vende det hele til noget positivt. For hvad er alternativet? At sidde og græde over mine forældre, som jeg alligevel ikke kunne have hjulpet, selvom jeg forsøgte? Jeg er heller ikke synderlig plaget af skyld og skam. Jeg kan simpelthen ikke se, at der er nogen grund til at være flov over, at ens kære begår selvmord. Skam skyldes ene og alene, at der er så meget tabu over det.”

Hvis der er noget, hun vil gøre anderledes end sine forældre, er det ikke at tage livet så meget på sig. Hun tager stilling til det, hun bekymrer sig om, og gør noget ved det.

“Jeg lever af at gøre det fuldstændig modsatte af, hvad mine forældre har lært mig. Jeg laver worst case-scenarier – enten for at eliminere dem eller finde ud af, hvordan vi kan navigere uden om dem. Min egen worst case er at skulle ende som mine forældre, men derfor er de ikke symbolet på noget negativt.”

“Der var engang en psykolog, der spurgte mig, om jeg ikke var bange for, at jeg bare var stærk udenpå, men blød indeni. Jeg tror faktisk, det er omvendt for mit vedkommende, men egentlig er jeg ligeglad med, om det er det ene eller det andet. Jeg har en rustning på, hvor der er nogle huller indimellem, dér kan problemerne give mig et stik. Det kommer bare aldrig helt ind og rammer.”

Præcis den indstilling gjorde, at det at være involveret i en af Danmarks største finansskandaler absolut ikke har fået lov at diktere Anna Thygesens liv.

“Når man har oplevet det, jeg har, så bliver man lidt bedre til at håndtere sådan nogle mænd, der svindler. Det er ikke, fordi jeg ikke synes, det er galt. Men jeg er god til ikke at tage det personligt.”

Som administrerende direktør i Kurt Thorsens spanske ejendomsudviklingsselskab, Kurt Thorsen España, skulle hun afhøres i PFA-sagen mod Kurt Thorsen og Rasmus Trads, hvor der var blevet finansieret projekter for milliarder på falske garantier.

Under retssagen følte Anna Thygesen sig som ene kvinde mod en masse mænd, der allerede havde dømt hende på forhånd. Herunder journalister, som hun selv følte havde været i lommen på Kurt Thorsen. Det vidste hun. For hun havde selv siddet og konteret de bilag, som viste, at Kurt Thorsen havde betalt alle turene på stripklubber og dyre restauranter, hvor flere journalister deltog.

Samtidig var hun Kurt Thorsens kæreste, og det gjorde, at folk tænkte, at hun da måtte være klar over, at der var foregået svindel. Hun følte, at hvis det alene betød, at hun skulle have vidst, hvad der foregik i PFA Byg, så skulle hele sandheden på bordet. For så var der en masse andre, som også burde have forstået, hvad der foregik.

“I min naivitet tænkte jeg: Hvis jeg kan sige, at journalisterne – ligesom mig – ikke var i stand til at gennemskue svindelen, så kan jeg vel ikke gøres kriminel sammen med Kurt Thorsen. Forhåbentlig ville det også få journalisterne til at lade mig være. Men tværtimod blev de bare endnu mere hidsige.”

Det var ikke kun journalisterne, der fik en tur, dommeren gjorde også. Når han udtalte den spanske valuta forkert, rettede hun ham. Og da han ikke vidste, hvad UPS var, sagde hun “Kender du 3X34? Det er det, bare over hele verden.”

Set i bakspejlet er retssagen et eksempel på, hvornår Anna Thygesen mener, at hendes sans for retfærdighed har spændt ben for hende.

“Det var tåbeligt at gå efter journalisterne og rette dommeren, men det var min måde at vise på, at de ikke skulle fucke med mig.”

I dag får hun afløb for sin retfærdighedssans, når hun hjælper sine kunder.

“Jeg er virkelig ikke autoritetstro. Derfor sidder jeg ofte med sager, hvor den virksomhed eller person, jeg hjælper, er den lille.”

Ikke nok med at Anna Thygesen selv er stor fan af at levere sine budskaber klart, hun lever af at hjælpe virksomheder med at få det, de siger, til at stemme overens med det, som virksomheden står for og rent faktisk praktiserer. De principper har hun overført til sit eget liv også.

Anna Thygesen kan ikke tolerere folk, der siger ét og gør noget andet. Hun siger endda, at hun er vaccineret mod dårlig opførsel – det blev hun i den førnævnte retssag. Derfor er hun heller ikke tvivl om, hvad hun vil stå model til. Virksomheder får kun hendes hjælp, hvis hun mener, de har gode intentioner. Andet har “hendes ry eller moral ikke råd til.”

“Jeg vil ikke have noget med virksomheder at gøre, som ikke praktiserer det, de prædiker. I min kontrakt med kunden står der, at jeg skal sige fra, når jeg mener, de gør noget, der er dumt for dem selv. Det kan folk nærmest blive sure over, på den måde gør jeg det svært for mig selv – men jeg kan se mig selv i spejlet, når jeg kommer hjem.”

Åbenmundetheden bliver brugt strategisk. Det er på mange måder med til at skille de kunder fra, som hun alligevel ikke ville have haft. Og de, der så kommer til hende, kommer, fordi de sætter pris på hendes umiddelbarhed og evne til at kommunikere strategisk klogt.

“Jeg har gennem mit arbejdsliv sagt til chefer, at de gjorde klogt i at ansætte folk, der var klogere end dem selv. Det bliver man ikke superpopulær af. Nu bliver jeg nærmest bedt om at sige det, fordi jeg har brandet mig selv ved at sige, hvad jeg mener – også det, der internt i en virksomhed ikke er superpopulært.”

Kan man rådgive andre om kommunikation, når man selv blander sig højlydt i den offentlige debat? Anna Thygesen er helt overbevist om, at det netop er, fordi hun tør råbe højt, at hendes kunder vælger lige netop hende. At sige tingene som de er, er en helt grundlæggende værdi for hende.

“Der er så mange gange gennem historien, hvor der har været brug for, at folk råbte op. Det ligger i at være et ordentligt menneske, at man siger både fra og til.”

Hvis man er til middagsselskab med Anna Thygesen, ser hun enhver pause som sit snit til at diskutere videre i tråde på sociale medier.

“Jeg havde på et tidspunkt en diskussion med en offentligt ansat på Facebook, som spurgte, om jeg var klar over, at offentligt ansatte også betalte skat. Og ja, men det er jo os andre, der tjener pengene. Det endte med, jeg spurgte hende, om de offentligt ansatte selv trykker sedlerne eller hvad?”

Det er svært at lade være at blande sig, når man mener, at det er ens pligt at råbe højt og sige sin mening. Men Anna Thygesen insisterer også på at have samtaler med folk, hun ikke er enig med.

“Det er vigtigt i et demokratisk land, at der er forskellige stemmer – og jeg er en af dem,” siger hun.

“Og så selvfølgelig fordi jeg mener, at jeg har ret.”

Holdningsudvekslingerne har resulteret i, at hun et par gange er blevet spurgt af politiske partier, om hun kunne have lyst til at være folketingskandidat for dem. Men at sidde på Christiansborg og udstikke rammer for borgerne og overlade resten til dem selv er ikke noget for Anna Thygesen. Det er for langt væk fra virkeligheden. Desuden er hun heller ikke sikker på, om hun ville få nogen stemmer.

De politiske diskussioner bruger hun dog gerne sin energi på, og når folk spørger hende, om det kan betale sig, er det som olie på bålet for hende.

“Om det kan betale sig?! Vi har fået vores stemmer til at stemme og tale med, så jeg synes, jeg er forpligtiget til at råbe højt!”

Helt frygtløs er Anna Thygesen dog ikke. Der findes én ting, hun frygter:

“Hvis jeg må tillade mig at citere Kurt Thorsen,” siger hun med et smil på læben og viser, at hun ikke er for fin til at lade sig inspirere af den mand, der fik hende ud i et kæmpe stormvejr for 20 år siden.

” … så sagde han altid, at kærestesorger og alvorlig sygdom skal man ikke kimse ad. Jeg frygter ikke andet, end hvis der skulle ske noget med min familie.”