Selv om staten tilbyder at betale en stor del af lønnen for hjemsendte ansatte i coronaramte virksomheder, er situationen for landets hoteller og restauranter så slem, at fagforeningen 3F er gået med til, at medarbejdere fortsat kan hjemsendes uden løn.
Det oplyser både Fagbladet 3F og brancheorganisationen Horesta.
Aftalen om hjemsendelser blev indgået kort tid efter, at regeringen lukkede store dele af Danmark ned. Og før, at regeringen og arbejdsmarkedets parter blev enige om en trepartsaftale om lønkompensation.
Men trepartsaftalen om lønkompensation er ifølge Horesta ikke tilstrækkelig for den yderst pressede branche.
"Vores erhverv er fortsat lagt ned. Alle restauranter er tvangslukkede, og resten af virksomhederne kører på laveste blus eller holder helt lukket. Derfor er det helt afgørende for virksomhedernes overlevelse og arbejdspladsernes opretholdelse, at vi griber til værktøjer som disse”, udtaler Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard, i en pressemeddelelse.
“Alle restauranter er tvangslukkede, og resten af virksomhederne kører på laveste blus
Katia K. Østergaard, adm. direktør, Horesta
Aftalen er forlænget til og med 13. april. Den er justeret således at hjemsendelserne skal godkendes af den lokale 3F-afdeling.
Der kan være stor forskel på situationen for et hotel i København og et i Midtjylland, derfor er det vigtigt, at det er de lokale 3F-afdelinger, der kender virkeligheden, der er med til at godkende hjemsendelser," siger gruppeformand Tina Møller Madsen til Fagbladet 3F.
Hjemsendte ansatte kan få dagpenge, hvis de er medlemmer af en A-kasse. Mange i branchen er dog atypisk ansatte, f.eks. studerende, der tjener penge ved siden af studiet.
Det er en forudsætning for hjemsendelserne, at virksomhederne forsøger at begrænse disse mest muligt samt indkalder medarbejderne på arbejde, så snart situationen er normalisteret.