Andreas Helgstrand, der vandt OL-bronze i dressur i 2008 og står bag virksomheden Helgstrand Dressage, kaster nu penge efter et nyt forretningsben. Selskabet, hvis primære fokus er køb, træning og salg af dressurheste, køber 51 pct. af norske Kingsland Equestrian, der er en af verdens førende producenter af rideudstyr og tøj til ridesporten.
“Hvis du spurgte Nike eller Adidas, da de startede, havde de det sikkert også på samme måde
Andreas Helgstrand
“Potentialet er kæmpestort. Det er der ingen tvivl om. Det er kun drømmene, der sætter grænserne. Hvem siger, det kun skal være hesteudstyr? Det kan også blive en masse andre sportsting,” siger adm. direktør og ejer i Helgstrand Dressage Andreas Helgstrand.
Andreas Helgstrand vil ikke oplyse, hvor stor en sum penge ejerandelen har kostet, men siger dog, at Kingsland Equestrian har været deres absolutte førsteprioritet. Han vurderer producenten til at være en af de tre-fem største mærker inden for rideudstyr i verden.
“Der er masser af muligheder. Hvis du spurgte Nike eller Adidas, da de startede, havde de det sikkert også på samme måde. Der var det måske bare løbetøj og sko, de startede med. Og lige pludseligt laver de alt muligt andet. Sådan tror jeg også, man kan gøre det her,” fortæller Andreas Helgstrand.
Han var selv sponsoreret af Kingsland Equestrian i mange år, da han som professionel dressurrytter bl.a. vandt bronze ved OL i 2008 sammen med resten af det danske dressurhold. Samme år som OL-medaljen kom i hus, grundlagde han aalborgensiske Helgstrand Dressage, der i dag omsætter for over 400 mio. kr., som han driver sammen med sin kone og meddirektør, Marianne Helgstrand.
Opkøbet kommer dog ikke til at påvirke hverken drift eller distribution i nogen af de to forretninger.
mio. kr. omsatte Helgstrand Dressage for i 18/19
“Vi ser det som en medspiller. Vi skal ikke rende og sælge rideudstyr hernede fra Aalborg, vi skal hjælpe dem til at udbygge Kingsland til at blive større,” siger Andreas Helgstrand.
Køb, træning og salg af dressurheste til typisk udenlandske købere har siden grundlæggelsen været nøgleforretningen i Helgstrand Dressage. Men i dag er virksomheden vokset til en global flerbenet forretning, der også har springheste, smykker, et samarbejde med urmærket Hublot og nu også udstyr samt tøj til ridesporten under samme tag. I juni i år købte selskabet 10 pct. at den digitale hesteportal Zibrasport Equest.
En forretningsstrategi, som udvikler sig helt efter planen ifølge Andreas Helgstrand, der i 2018 solgte halvdelen af Helgstrand Dressage til kapitalfonden Waterland for et trecifret millionbeløb.
“Vi har nogle sindssygt spændende ting undervejs, som jeg ikke kan sige noget om nu. Hele strategien, da vi solgte halvdelen til Waterland, var jo “buy and build”, hvor vi skulle bygge det op til noget kæmpestort, hvor vi har mange ben at stå på. Kingsland er bare én af dem, der er er koblet på kæden,” siger Andreas Helgstrand, der også ser større muligheder i udstyrsmærket, efter det har fået flere kapitalkræfter bag sig.
“Med den power der ligger i Helgstrand Waterland-regi, så tror jeg da også, at Kingsland kan satse noget mere, end de tidligere har gjort. Og det skal der jo nogle gange til for at kunne udvide en forretning, så skal man jo kunne have musklerne til at turde at turde,” siger Andreas Helgstrand, der, uden at vil gå i detaljer, røber, at nye opkøb er undervejs i år.
Med en egenkapital på 1 mia. kr. og et resultat på 648 mio. kr. satte Andreas Helgstrands holdingselskab, Wama Consult ApS, rekord i det nyeste regnskabsår for 18/19.