Lars Nørholt, der tidligere på måneden blev idømt syv års fængsel af Østre Landsret for omfattende svindel i Hesalight, vil nu forsøge at få sagen behandlet af Højesteret.
Det fortæller Lars Nørholts advokat, Christian Laubjerg, til erhvervsmedietFinans.
Overfor Børsen bekræfter Christian Laubjerg, at han har indsendt en anmodning til Procesbevillingsnævnet om at få sagen prøvet ved landets højeste domstol.
"Det er korrekt, at der er indgivet ansøgning om appeltilladelse," skriver Christian Laubjerg i et mailsvar.
Lars Nørholt blev sidste år i dømt syv års fængsel af Retten i Roskilde, og i starten af april stadfæstede Østre Landsret dommen, som indeholdt strafbare forhold for over 500 mio. kr.
Under hele forløbet har Lars Nørholt nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse. Nu vil han altså have prøvet sagen ved Højesteret, men først skal Procesbevillingsnævnet tage stilling til, om sagen kan ankes til Højesteret.
Det sker kun, hvis der kommer nye beviser, eller en sag er principiel. Det vil sige, hvis den kan have betydning for andre sager eller har en særlig samfundsmæssig interesse.
Det er derfor kun få sager, der bliver taget op af Højesteret, og derfor er sandsynligheden for, at Lars Nørholts sag bliver prøvet ved landets højeste domstol ikke stor.
"Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det er vanskeligt at få tilladelse til at anke til Højesteret," skriver Christian Laubjerg i et mailsvar og oplyser, at han på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer til ansøgningens indhold.
Hesalight er historien om lampevirksomheden, der på kometagtig vis stormede frem.
Vanvittige vækstrater udløste avisforsider og fik i 2014 og 2015 en række investorer, herunder pensionsselskaberne Pensam og Pensiondanmark samt møbelhuset Ikea, til at yde selskabet et obligationslån på tæt ved 600 mio. kr.
Hesalights forretning var baseret på at sælge gadebelysning til især offentlige kunder rundt omkring i verden. Forretningsmodellen var indrettet således, at kunderne først skulle betale for varerne, i takt med at lamperne leverede omkostningsbesparelser til kunderne.
Lånet blev givet på baggrund af regnskaber, der viste vilde vækstrater, men efterfølgende kom det dog frem, at regnskaberne var stærkt misvisende. Hesalight havde brugt en forkert regnskabspraksis og blev pålagt af Erhvervsstyrelsen at indlevere nye regnskaber. Det betød eksempelvis, at overskuddet for andet halvår af 2014 dalede fra 46 mio. kr. til 4 mio. kr.
Investorerne krævede efterfølgende lånet tilbagebetalt, og i november 2016 blev Hesalight erklæret konkurs.
Hesalight indtægtsførte også en række falske kontrakter, herunder en med kaffekæden Starbucks til en værdi af 365 mio. kr.
Lars Nørholt blev i landsretten kendt skyldig i dokumentfalsk og bedrageri for 562 mio. kr., mandatsvig for 55 mio. kr., momssvig for 15 mio. kr. og skyldnersvig for 1,8 mio. kr.
Han er desuden frakendt retten til at drive virksomhed.