ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Her er redningsplanen for Danish Crown

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har spillet en central rolle i udformningen af redningsplanen for Danish Crowns svineslagteri DC Pork Rønne på Bornholm.

Det sagde aftalens parter, Dansk Industri og Fødevareforbundet NNF, på et pressemøde i Industriens Hus, hvor ministeren også selv deltog.

Danish Crown fortalte i januar, at de skulle spare 25 mio. kroner på det bornholmske slagteri om året. For at nå det mål foreslog Danish Crown en lønnedgang på 8 pct. for de 190 medarbejdere.

I stedet er det endt med, at medarbejderne investerer 3,5 pct. af deres løn i en såkaldt medarbejderinvesteringsfond, der skal finansiere nye investeringer og moderniseringer i selskabet.

Milliontilskud fra Sass

Den løsning havde ikke været mulig uden hjælp fra erhvervs- og vækstministeriet. Henrik Sass Larsen (S) vil således dels bidrage med 1,3 mio. kr. årligt over de fem år, som aftalen gælder.

Og dels vil ministeriet gennemføre en lovændring, så medarbejderne kan få deres penge tilbage igen efter de fem år.

”Jeg synes, løsningen er rigtig god. Det er væsentligt at understrege, at det var nødvendigt at lave lovmæssige ændringer for løsningen kunne tilvejebringes. Det er det vigtigste, ministeriet har bidraget med. De har så haft forskellige muligheder for i øvrigt at hjælpe til, og det har de også benyttet sig af,” siger adm. direktør i DI, Karsten Dybvad.

Særligt for Bornholm

Erhvervs- og vækstministeriet har kunnet gå ind og give det økonomiske bidrag, fordi der gælder særlige forhold for Bornholm, hvor beboerne ikke uden videre ville kunne tage et job i en nabokommune.

”Der findes en særlig ordning for Bornholm, fordi de ligger hvor de ligger, som giver lovhjemmel til, at vi kan få lov til at give den her type af støtte,” siger Henrik Sass Larsen.

Er det en god forretning for Danmark, at give den her støtte?

”Det synes jeg. Man skal jo se på, hvad det havde kostet, hvis vi havde nedlagt 200 arbejdspladser med hvad det også havde kostet af følgearbejdspladser. Og man skal tænke på, hvad var sandsynligheden for, at de mennesker kommer i arbejde igen lige præcis på Bornholm. Det tror jeg ikke havde nogen særlig god forretning for Danmark.

Har det været på tale med et højere eller lavere beløb?

”Vi bidrog undervejs med hvad vi kunne finde af penge for at løsne op for en fastlønsforhandlingssituation. Det var vores bidrag til det. Vi vurderede, at det ville være en katastrofe for Bornholm at miste så mange private arbejdspladser. Bornholm har været rigelig hårdt ramt af tilbagegang på stort set alle brancher og har næsten kun turismen tilbage. Så fordi det lige præcis var derovre, har vi kastet os ind i det," siger Henrik Sass Larsen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis