Her er konklusionerne fra advokatundersøgelse af Børsens coronastøtte

20140623-094458-7-2200x2200we.jpg
Bjarne Corydon, adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør på Børsen. Arkivfoto: Thomas Nielsen
Generelt
Eksklusivt for kunder
11. maj 2021 KL.13:30

Børsen har i dag udsendt følgende pressemeddelelse:

Børsen har modtaget konklusionerne på ekstern advokatundersøgelse

Dagbladet Børsen har modtaget konklusionerne på den eksterne advokatundersøgelse, som mediehuset på baggrund af en whistleblower-henvendelse valgte at igangsætte for fire uger siden i relation til coronastøtte.

Undersøgelsen viser, at der i Børsens annonceafdeling i strid med reglerne har været tiltag med henblik på at begrænse eller påvirke timingen af annonceindtægter med det formål at optimere den kompensation, som Børsen modtog i coronastøtte.

“Advokatundersøgelsen bekræfter desværre de oplysninger, som jeg for nogle uger siden blev gjort bekendt med via en whistleblower. Det er meget alvorligt og på ingen måde i overensstemmelse med Børsens værdier. Børsen skal ikke modtage en krone mere i kompensation, end vi er berettiget til. Jeg vil gerne undskylde sagen over for læsere, myndigheder og det øvrige samfund,” siger Bjarne Corydon, adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør for Børsen.

Bjarne Corydon modtog 11. april 2021 en henvendelse fra en whistleblower, der pegede Børsens øverste ledelse i retning af en række e-mails med indhold, der kunne indikere en intern praksis i annonceafdelingen rettet mod at optimere niveauet for coronakompensation.

Henvendelsen førte til, at Børsen med det samme igangsatte en ekstern advokatundersøgelse, hvor en række medarbejdere har været udspurgt og et meget betydeligt antal e-mails og øvrige dokumenter er gennemgået.

Undersøgelsens konklusion er, at annonceordrer for i alt 158.319 kr. er flyttet ud af støtteperioden i 2020 uden rimelig begrundelse. I modsat retning trækker, at en grundig efterkontrol af annonceordrer viser, at Børsens annonceindtægter har været overvurderet med 94.767 kr. i samme periode. Samlet korrigeres annonceomsætningen i støtteperioden således med 63.552 kr. Med en kompensationsgrad på 80 pct. betyder det, at Børsen har modtaget 50.842 kr. i støtte på et forkert grundlag – penge, som nu straks tilbagebetales.

“Jeg vil gerne slå fast, at vi ikke kan sætte to streger under noget beløb i denne sag, før vi har været i dialog med myndighederne. Jeg har derfor i dag taget kontakt til Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på at kunne give Styrelsen en redegørelse for undersøgelsen og dens konklusioner,” siger Bjarne Corydon.

På baggrund af konklusionerne i advokatundersøgelsen har Børsen i dag valgt at stoppe samarbejdet med tre medarbejdere i annonceafdelingen. Også Børsens kommercielle direktør, Frederik Gundorph Olesen, har forladt sin stilling. Undersøgelsen giver ikke anledning til at konkludere, at han har foranlediget eller været bevidst om de begåede fejl. Som ansvarlig for den kommercielle afdeling på Børsen har det dog været hans ansvar proaktivt at sikre, at sådanne fejl ikke kunne finde sted. Denne udeladelse har gjort, at samarbejdet bringes til ophør.

Undersøgelsen fra Plesner konkluderer, at ingen på Børsen personligt har haft økonomisk vinding ud af det skete.

Børsen igangsætter nu et internt arbejde med det formål at gennemgå, om eksisterende kontrol- og oplæringsprocesser er tilstrækkelige til at sikre, at en lignende sag ikke kan forekomme i fremtiden.

Bjarne Corydon kan af hensyn til de involverede ikke gå ind i konkrete personalesager, men er til rådighed for øvrige spørgsmål i sagen via telefon +45 72425302 eller mail beth@borsen.dk.