ANALYSE - At Henrik Sass Larsen bliver forfremmet til gruppeformand er udtryk for to ting: Det ene er, at Helle Thorning-Schmidt har brug for en stærk mand i folketingsgruppen – en hård hund, der er ét med den dagsorden i den økonomiske politik og reformpolitikken, som regeringen ønsker at sætte.
Henrik Sass Larsen har som Thornings tidligere nære allierede selv været en væsentlig del af drejningen af Socialdemokraterne over imod en mere ”blå” profil i værdipolitikken, lige som han ikke får problemer med at skulle forsvare en skrap kurs overfor folk på overførselsindkomster.
Sass Larsen er ikke bange for at tage konfrontationer – heller ikke med De Radikale - og han havde næppe ladet farcen om betalingsringen løbe så længe, hvis han havde haft noget at skulle have sagt.
Fuld tillid
Det andet er, at hans come-back vidner om, at Helle Thorning-Schmidt må fuld have tillid til, at der ikke er mere graverende forhold i Sass Larsens ageren end dét, der allerede kom frem sidste år, da problemer med PET-sikkerhedsgodkendelse førte til, at Henrik Sass Larsen ikke som ventet kom med på ministerholdet.
Dengang blev offentligheden i første omgang bibragt et indtryk af, at Sass selv havde trukket sig som potentielt ministeremne – mens de intense forhandlinger om et regeringsgrundlag stod på i ”tårnet” på Amager.
Forklaringen var, at Sass var blevet set i selskab med en Bandidos-rocker i Køge, der blot havde opsøgt Sass og Tommy Kamp, tidligere lokal S-formand, for at drøfte en samværssag – og at det havde ført til problemer med sikkerhedsgodkendelsen fra PET. Og det store spørgsmål meldte sig: Er en kop kaffe og et tilfældigt møde med en rocker virkelig belastende nok til at udelukke et ministerjob?
Brud på venskab
Tommy Kamp og Henrik Sass Larsen har haft et årelangt venskab, men sagen førte til et brud.
Siden kom det dog frem – også ved hjælp af en lang redegørelse fra Sass selv - at topsocialdemokraten havde svaret rockeren på en sms, der kunne efterlade det indtryk, at rockeren i virkeligheden var blevet hidkaldt til en cafe i Køge, fordi Tommy Kamp og Sass Larsen følte sig truede.
Sass har siden problematiseret, at han ikke har kunnet få den fulde vurdering fra PET at se og har blandt andet bedt Ombudsmanden gå ind i sagen.
Selv om Henrik Sass Larsen angiveligt selv trak sig som muligt ministeremne, var det under stærkt pres fra ledelsen i september.
Helle Thorning-Schmidt har dog aldrig villet kommentere det nærmere forløb – og oppositionen forsøgte de første måneder efter magtskiftet gang på gang at få den nye statsminister til at svare på, hvad der lå til grund for, at Sass ikke kunne blive minister, lige som de ville have svar på, hvornår og hvordan Thorning var blevet orienteret om, at der var problemer med sikkerhedsgodkendelsen.
Dengang afholdt Thorning sig fuldstændigt fra at afsløre detaljer. Blandt topministre har det dog længe været ventet, at statsministeren på et tidspunkt vil tage Sass ind i varmen igen. Havde Thorning dengang taget mere ”ejerskab” til beslutningen om, at Sass ikke kunne blive minister frem for at forsøge at holde sagen ud i strakt arm og gøre det til et anliggende alene mellem Sass og PET, var forløbet måske ikke blevet helt så betændt.
Men havde statsministeren eksempelvis sagt i al offentlighed, at Henrik Sass’s ageren betød, at hun ikke længere havde ”tillid” til ham – ville et muligt comeback til en vigtig post blive vanskeliggjort.
At Helle Thorning-Schmidt tager Sass tilbage nu demonstrerer, at hun umuligt kan have en mere belastende viden om Sass’ fortid end dét, der allerede har været fremme. Socialdemokraterne står overfor et skæbneår, der kommer til at definere perioden i regering, og det absolut sidste, der er brug for, er nye negative personsager.
Henrik Sass Larsen har som Thornings tidligere nære allierede selv været en væsentlig del af drejningen af Socialdemokraterne over imod en mere ”blå” profil i værdipolitikken, lige som han ikke får problemer med at skulle forsvare en skrap kurs overfor folk på overførselsindkomster.
Sass Larsen er ikke bange for at tage konfrontationer – heller ikke med De Radikale - og han havde næppe ladet farcen om betalingsringen løbe så længe, hvis han havde haft noget at skulle have sagt.
Fuld tillid
Det andet er, at hans come-back vidner om, at Helle Thorning-Schmidt må fuld have tillid til, at der ikke er mere graverende forhold i Sass Larsens ageren end dét, der allerede kom frem sidste år, da problemer med PET-sikkerhedsgodkendelse førte til, at Henrik Sass Larsen ikke som ventet kom med på ministerholdet.
Dengang blev offentligheden i første omgang bibragt et indtryk af, at Sass selv havde trukket sig som potentielt ministeremne – mens de intense forhandlinger om et regeringsgrundlag stod på i ”tårnet” på Amager.
Forklaringen var, at Sass var blevet set i selskab med en Bandidos-rocker i Køge, der blot havde opsøgt Sass og Tommy Kamp, tidligere lokal S-formand, for at drøfte en samværssag – og at det havde ført til problemer med sikkerhedsgodkendelsen fra PET. Og det store spørgsmål meldte sig: Er en kop kaffe og et tilfældigt møde med en rocker virkelig belastende nok til at udelukke et ministerjob?
Brud på venskab
Tommy Kamp og Henrik Sass Larsen har haft et årelangt venskab, men sagen førte til et brud.
Siden kom det dog frem – også ved hjælp af en lang redegørelse fra Sass selv - at topsocialdemokraten havde svaret rockeren på en sms, der kunne efterlade det indtryk, at rockeren i virkeligheden var blevet hidkaldt til en cafe i Køge, fordi Tommy Kamp og Sass Larsen følte sig truede.
Sass har siden problematiseret, at han ikke har kunnet få den fulde vurdering fra PET at se og har blandt andet bedt Ombudsmanden gå ind i sagen.
Selv om Henrik Sass Larsen angiveligt selv trak sig som muligt ministeremne, var det under stærkt pres fra ledelsen i september.
Helle Thorning-Schmidt har dog aldrig villet kommentere det nærmere forløb – og oppositionen forsøgte de første måneder efter magtskiftet gang på gang at få den nye statsminister til at svare på, hvad der lå til grund for, at Sass ikke kunne blive minister, lige som de ville have svar på, hvornår og hvordan Thorning var blevet orienteret om, at der var problemer med sikkerhedsgodkendelsen.
Dengang afholdt Thorning sig fuldstændigt fra at afsløre detaljer. Blandt topministre har det dog længe været ventet, at statsministeren på et tidspunkt vil tage Sass ind i varmen igen. Havde Thorning dengang taget mere ”ejerskab” til beslutningen om, at Sass ikke kunne blive minister frem for at forsøge at holde sagen ud i strakt arm og gøre det til et anliggende alene mellem Sass og PET, var forløbet måske ikke blevet helt så betændt.
Men havde statsministeren eksempelvis sagt i al offentlighed, at Henrik Sass’s ageren betød, at hun ikke længere havde ”tillid” til ham – ville et muligt comeback til en vigtig post blive vanskeliggjort.
At Helle Thorning-Schmidt tager Sass tilbage nu demonstrerer, at hun umuligt kan have en mere belastende viden om Sass’ fortid end dét, der allerede har været fremme. Socialdemokraterne står overfor et skæbneår, der kommer til at definere perioden i regering, og det absolut sidste, der er brug for, er nye negative personsager.
