Om Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen har håndteret sagen om sin søns narkogæld på en måde, så vælgerne tilgiver ham, vil først stå helt klart ved næste folketingsvalg.
Til gengæld er reaktionerne fra det politiske miljø bemærkelsesværdige: For en gang skyld afholdt de fleste politiske modstandere – i hvert fald i første omgang - sig fra at bidrage til at gøre sagen værre for Anders Samuelsen og hans familie.
De seneste års sager, hvis fællestræk er "træden-ved-side-af" - eller noget der ligner - har nemlig affødt mere eller mindre elegant indpakket blodtørst fra politiske konkurrenter.
På tværs af Folketinget kan partierne godt enes om at beklage, at pressen går stadigt tættere på privatlivet. Men flere politikere holder sig ikke tilbage med moralske domme, når en modstander er på vej i fedtefadet, så gælder læresætningen "den enes død, den andens brød".
I sagen om Anders Samuelsen var linjen i de fleste umiddelbare reaktioner klar: Det er menneskeligt forståeligt, at Samuelsen handlede, som han gjorde. Men naturligvis ikke en gangbar adfærd for en toppolitiker at ligge under for rockernes uvæsen – eller at bidrage til forestillingen om, at "private løsninger" er bedre end politiets hjælp.
Jelved og Lykketoft ragede op
Mens justitsminister Morten Bødskov (S) ikke ligefrem gjorde sit til at hjælpe Samuelsen ved at så tvivl om, hvorvidt manden overhovedet havde henvendt sig til Justitsministeriet, er der grund til at fremhæve Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) og den tidligere radikale leder Marianne Jelved. Ingen af de to kan sige at skylde Anders Samuelsen noget – endsige være interesseret i, at det går Liberal Alliance godt. Men talen var utvetydig fra dem begge:
"Der er ikke nogen sag, der giver anledning til at diskutere, om han kan være medlem af Folketinget. Selvfølgelig kan han det," sagde Lykketoft til Ritzau søndag.
Han uddybede, at først i tilfælde af anklager om lovbrud kan Folketinget tage stilling til, om der kan rejses sager mod politikere:
"Derefter kan der være en vurdering af, om de er værdige til at være medlemmer. Men vi er slet ikke i nærheden af noget, der kan ende på den måde," lød det fra Lykketoft.
Også Marianne Jelved, hvis parti Anders Samuelsen i sin tid var med til at splitte i atomer, vakte klædelig opsigt med sine bemærkninger:
"Principielt skal man henvende sig til politiet. Det er selvfølgelig bedst, men jeg har respekt for, at Anders Samuelsen har truffet den beslutning. Hvis jeg spørger mig selv om, hvordan jeg ville reagere, er det svært at sige: Jeg kan ikke garantere, at jeg selv ville have fulgt mine principper," sagde Marianne Jelved til TV2 News.
Troværdighed
Det prisværdigt troværdige i Jelveds udsagn består i fraværet af lysten til at gøre sig moralsk bedre end sine politiske modstandere. Det fravær er ikke så fremherskende på Christiansborg. Her kan både små og store sager udløse mistænkeliggørelse og lyndomme.
Tag Lars Løkke Rasmussens (V) afbud til én fest og deltagelse i en anden under valgkampen.
"Helt uanstændigt at bruge en falden dansk soldat som undskyldning for at kunne slipper for én fest for at gå til en anden," lød reaktionen i en pressemeddelelse fra SF’s Jonas Dahl, der fortsatte:
"Det er tåkrummende pinligt. Det må gøre ondt på kammeraterne og de pårørende til den faldne soldat og langt ind i forsvarets rækker."
Eller tag sagen om daværende udviklingsminister Søren Pinds (V) rabatkort fra tøjfirmaet Sand.
Et kort, der betød, at den modebevidste politiker kunne købe stort ind af lækkert tøj med rabat. Dengang reagerede Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht med stor forargelse. Indtil det kom frem, at også hans egen partiformand var udstyret med et lignende rabatkort.
Samme Søren Pind er i øvrigt værd at fremhæve i sagen om Henrik Sass Larsens (S) manglende sikkerhedsgodkendelse på grund af skidt selskab i Køge. Som en af de første borgerlige politikere anfægtede Søren Pind, at Sass var blevet "retsløs", og at han ikke havde fortjent at miste alt.
Om Pinds bemærkninger var drevet af et ærlig hjerte – eller det udtalte Venstre-ønske om at gøre Sass-sagen til Helle Thorning-Schmidts problem – skal være usagt her.
Men det kan konstateres, at der er langt imellem de politikere, som står op for en modstander, der er på vej til eller er kommet i fedtefadet på grund af fejltrin i privaten.
Nok er nok
På Folkemødet på Bornholm i sommer var flere politikere enige i, at pressen går for tæt på – og at det inficerer det politiske klima og fjerner fokus fra politisk substans. Søren Pind og den socialdemokratiske næstformand Nick Hækkerup, der i dag er forsvarsminister, forudså ligefrem et oprør blandt folketingsmedlemmer:
"Hvor længe skal vi blive ved med at finde os i, at vi på skift kommer en tur i mediemøllen?. Så er det Søren, der får den store tur, så er det Helle. Og de fleste af os tænker: Bare de ikke opdager…," lød det fra Nick Hækkerup på et debatarrangement.
Socialdemokraternes holdt sig dog ikke tilbage, dengang hvert et lille bilag skulle granskes fra Lars Løkke Rasmussens (S) tid som amtsborgmester og sundhedsminister.
Rasmus Prehn (S) førte an i en grad, så selv SF mente, at kravene om tilbundsgående undersøgelser var gået for vidt. Ønsket om at gøre Løkkes bilagssjusk til et systematisk moralsk problem vakte da heller ikke glæde hos alle socialdemokrater.
Som en af de rigtig garvede udtrykte det uden for referat:
"Lad den rene kaste den første sten. Det bliver ikke mig."
Skattespekulanterne Thorning-Kinnock
Ligesom SF’ere og Socialdemokraterne har forsøgt at maksimere modstandernes fejltrin og problemer, tog Venstre heller ingen dyb indånding, da Helle Thorning-Schmidts skattesag dominerede mediebilledet.
Venstres Ungdom politianmeldte den socialdemokratiske leder, mens daværende politiske ordfører Peter Christensen – både før og efter SKAT's afgørelse i sagen - erklærede, at ægteparret var skattespekulanter.
Anderledes afdæmpet forholdt den konservative leder Lars Barfoed sig, da han en tidlig morgen på TV2 News i valgkampens slutspurt skulle forholde sig til nye oplysninger om parret Thorning-Kinnocks skatteforhold:
"Jeg tror, at hun er et hæderligt og ordentligt menneske. Jeg vil ikke sidde her og miskreditere hende på grund af en artikel i B.T.," sagde Lars Barfoed om modstandernes statsministerkandidat.
Det vides ikke, om Barfoeds klædeligt sobre attitude skyldes, at han inderst inde giver en af sine forgængere ret i "læresætningen” om de evige dilemmaer. Som konservativ partiformand blev Hans Engell engang konfronteret med overskriften "Don Hans" om sit kvindetække og spørgsmålet om konservative familieværdier:
"Idealerne besegles i himlen. Men livet skal leves her på jord."
Læs også Helle Ibs uge analyse: Enhedslisten træder i Pias Fodspor
Læs flere politiske analyser i Dagbladet Børsen her
Til gengæld er reaktionerne fra det politiske miljø bemærkelsesværdige: For en gang skyld afholdt de fleste politiske modstandere – i hvert fald i første omgang - sig fra at bidrage til at gøre sagen værre for Anders Samuelsen og hans familie.
De seneste års sager, hvis fællestræk er "træden-ved-side-af" - eller noget der ligner - har nemlig affødt mere eller mindre elegant indpakket blodtørst fra politiske konkurrenter.
På tværs af Folketinget kan partierne godt enes om at beklage, at pressen går stadigt tættere på privatlivet. Men flere politikere holder sig ikke tilbage med moralske domme, når en modstander er på vej i fedtefadet, så gælder læresætningen "den enes død, den andens brød".
I sagen om Anders Samuelsen var linjen i de fleste umiddelbare reaktioner klar: Det er menneskeligt forståeligt, at Samuelsen handlede, som han gjorde. Men naturligvis ikke en gangbar adfærd for en toppolitiker at ligge under for rockernes uvæsen – eller at bidrage til forestillingen om, at "private løsninger" er bedre end politiets hjælp.
Jelved og Lykketoft ragede op
Mens justitsminister Morten Bødskov (S) ikke ligefrem gjorde sit til at hjælpe Samuelsen ved at så tvivl om, hvorvidt manden overhovedet havde henvendt sig til Justitsministeriet, er der grund til at fremhæve Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) og den tidligere radikale leder Marianne Jelved. Ingen af de to kan sige at skylde Anders Samuelsen noget – endsige være interesseret i, at det går Liberal Alliance godt. Men talen var utvetydig fra dem begge:
"Der er ikke nogen sag, der giver anledning til at diskutere, om han kan være medlem af Folketinget. Selvfølgelig kan han det," sagde Lykketoft til Ritzau søndag.
Han uddybede, at først i tilfælde af anklager om lovbrud kan Folketinget tage stilling til, om der kan rejses sager mod politikere:
"Derefter kan der være en vurdering af, om de er værdige til at være medlemmer. Men vi er slet ikke i nærheden af noget, der kan ende på den måde," lød det fra Lykketoft.
Også Marianne Jelved, hvis parti Anders Samuelsen i sin tid var med til at splitte i atomer, vakte klædelig opsigt med sine bemærkninger:
"Principielt skal man henvende sig til politiet. Det er selvfølgelig bedst, men jeg har respekt for, at Anders Samuelsen har truffet den beslutning. Hvis jeg spørger mig selv om, hvordan jeg ville reagere, er det svært at sige: Jeg kan ikke garantere, at jeg selv ville have fulgt mine principper," sagde Marianne Jelved til TV2 News.
Troværdighed
Det prisværdigt troværdige i Jelveds udsagn består i fraværet af lysten til at gøre sig moralsk bedre end sine politiske modstandere. Det fravær er ikke så fremherskende på Christiansborg. Her kan både små og store sager udløse mistænkeliggørelse og lyndomme.
Tag Lars Løkke Rasmussens (V) afbud til én fest og deltagelse i en anden under valgkampen.
"Helt uanstændigt at bruge en falden dansk soldat som undskyldning for at kunne slipper for én fest for at gå til en anden," lød reaktionen i en pressemeddelelse fra SF’s Jonas Dahl, der fortsatte:
"Det er tåkrummende pinligt. Det må gøre ondt på kammeraterne og de pårørende til den faldne soldat og langt ind i forsvarets rækker."
Eller tag sagen om daværende udviklingsminister Søren Pinds (V) rabatkort fra tøjfirmaet Sand.
Et kort, der betød, at den modebevidste politiker kunne købe stort ind af lækkert tøj med rabat. Dengang reagerede Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht med stor forargelse. Indtil det kom frem, at også hans egen partiformand var udstyret med et lignende rabatkort.
Samme Søren Pind er i øvrigt værd at fremhæve i sagen om Henrik Sass Larsens (S) manglende sikkerhedsgodkendelse på grund af skidt selskab i Køge. Som en af de første borgerlige politikere anfægtede Søren Pind, at Sass var blevet "retsløs", og at han ikke havde fortjent at miste alt.
Om Pinds bemærkninger var drevet af et ærlig hjerte – eller det udtalte Venstre-ønske om at gøre Sass-sagen til Helle Thorning-Schmidts problem – skal være usagt her.
Men det kan konstateres, at der er langt imellem de politikere, som står op for en modstander, der er på vej til eller er kommet i fedtefadet på grund af fejltrin i privaten.
Nok er nok
På Folkemødet på Bornholm i sommer var flere politikere enige i, at pressen går for tæt på – og at det inficerer det politiske klima og fjerner fokus fra politisk substans. Søren Pind og den socialdemokratiske næstformand Nick Hækkerup, der i dag er forsvarsminister, forudså ligefrem et oprør blandt folketingsmedlemmer:
"Hvor længe skal vi blive ved med at finde os i, at vi på skift kommer en tur i mediemøllen?. Så er det Søren, der får den store tur, så er det Helle. Og de fleste af os tænker: Bare de ikke opdager…," lød det fra Nick Hækkerup på et debatarrangement.
Socialdemokraternes holdt sig dog ikke tilbage, dengang hvert et lille bilag skulle granskes fra Lars Løkke Rasmussens (S) tid som amtsborgmester og sundhedsminister.
Rasmus Prehn (S) førte an i en grad, så selv SF mente, at kravene om tilbundsgående undersøgelser var gået for vidt. Ønsket om at gøre Løkkes bilagssjusk til et systematisk moralsk problem vakte da heller ikke glæde hos alle socialdemokrater.
Som en af de rigtig garvede udtrykte det uden for referat:
"Lad den rene kaste den første sten. Det bliver ikke mig."
Skattespekulanterne Thorning-Kinnock
Ligesom SF’ere og Socialdemokraterne har forsøgt at maksimere modstandernes fejltrin og problemer, tog Venstre heller ingen dyb indånding, da Helle Thorning-Schmidts skattesag dominerede mediebilledet.
Venstres Ungdom politianmeldte den socialdemokratiske leder, mens daværende politiske ordfører Peter Christensen – både før og efter SKAT's afgørelse i sagen - erklærede, at ægteparret var skattespekulanter.
Anderledes afdæmpet forholdt den konservative leder Lars Barfoed sig, da han en tidlig morgen på TV2 News i valgkampens slutspurt skulle forholde sig til nye oplysninger om parret Thorning-Kinnocks skatteforhold:
"Jeg tror, at hun er et hæderligt og ordentligt menneske. Jeg vil ikke sidde her og miskreditere hende på grund af en artikel i B.T.," sagde Lars Barfoed om modstandernes statsministerkandidat.
Det vides ikke, om Barfoeds klædeligt sobre attitude skyldes, at han inderst inde giver en af sine forgængere ret i "læresætningen” om de evige dilemmaer. Som konservativ partiformand blev Hans Engell engang konfronteret med overskriften "Don Hans" om sit kvindetække og spørgsmålet om konservative familieværdier:
"Idealerne besegles i himlen. Men livet skal leves her på jord."
Læs også Helle Ibs uge analyse: Enhedslisten træder i Pias Fodspor
Læs flere politiske analyser i Dagbladet Børsen her
