Nanoforsker Flemming Besenbacher er som den første dansker blevet tildelt Kinas fineste naturvidenskabelige pris. 2500 tilskuere var på plads i Folkets Store Hal i Beijing, da professoren fra Aarhus fredag modtog den ærefulde pris, International Science and Technology Cooperation Award. Den blev overrakt af ingen ringere end Kinas kommende leder, nuværende vicepræsident Xi Jinping, der ønskede den danske nanoforsker til lykke med prisen og takkede for hans store indsats for at fremme forskningssamarbejdet mellem Kina og Danmark. Flemming Besenbacher er professor i nanovidenskab ved Aarhus Universitet og bestyrelsesformand for Carlsberg A/S og Carlsbergfondet.