Andrew McLeod, postdoc hos Niels Bohr Internationale Akademi, har modtaget et toårigt Carlsberg Foundation Postdoctoral Fellowship fra Carlsbergfondet. I 2017 modtog han sin ph.d.-grad fra Stanford University i USA, som baserede sig på arbejde, der gjorde ham kendt allerede i studieårene. På Niels Bohr Internationale Akademi har han fortsat sin forskning inden for den samme retning. Han har dog udvidet det, så han nu også har et europæisk netværk af samarbejdspartnere. Sit postdoctoral fellowship vil han bruge til at flytte grænserne for, hvilke kvantemekaniske amplituder af akut relevans for large hadron collider ved Cern, der kan beregnes inden for overskuelig tid. Forskningen i projektet baserer sig på de nyeste udviklinger inden for grene af matematik, der kan simplificere og klassificere beregningerne. Andrew McLeods projekt er på grænsefladen mellem matematik og fysik.