Jesper Nylandsted, gruppeleder ved center for kræftforskning hos Kræftens Bekæmpelse, modtager sammen med en gruppe danske forskere en bevilling på 15 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden. Resten af forskningsgruppen tæller Poul Martin Bendix fra Niels Bohr Instituttet samt Adam Cohen Simonsen og Himanshu Khandelia begge fra Syddansk Universitet. Sammen skal de over de næste tre år arbejde på at finde ud af, hvordan kræftceller reparerer livsfarlige skader på membranen. Cellemembranen holder sammen på kroppens millioner af celler og beskytter den mod påvirkninger udefra. Viden på dette område har potentiale til at hjælpe både kræftpatienter og patienter med muskel- og neurodegenerative lidelser såsom Alzheimers og muskelsvind. Forskningen kombinerer molekylærbiologi, fysik og viden om overfladestrukturer samt forskning inden for computersimulationer.