Claus Hélix-Nielsen, professor fra instituttet inden for vand og miljøteknologi hos Danmarks Tekniske Universitet, har modtaget 15 millioner kr. fra Novo Nordisk Fondens Interdisciplinary Synergy Programme til et projekt. Hans projekt, "New Enzyme- and Protein-based Wastewater Treatment for Contaminant Degradation and Resource Recovery", tager udgangspunkt i, at udviklingen i vandforbruget og ressourcerne i verden ikke er bæredygtig. Dette har medvirket til en stigende efterspørgsel efter omkostningseffektive teknologiske løsninger, som kan kombinere rensning og genbrug af vand samt genindvinde værdifulde ressourcer. Projektet skal derfor udvikle et nyt koncept for behandling af vand og genindvinding af ressourcer. Dette skal ske gennem udviklingen af nye designede proteiner og enzymer, som kan filtrere kemikalier og medicinrester fra spildevandet og dermed rense det. Herudover kan proteinerne og enzymerne også binde og opsamle værdifulde ressourcer som fosfat fra vandet. Claus Hélix-Nielsens forskning baserer sig på biologiske materialer og mekanismer.