Gunnar von Heijne, professor i biokemi ved Stockholms Universitet, har modtaget Novozymes Prisen 2018. Prisen er på 3 mio. kr. og uddeles af Novo Nordisk Fonden som en anerkendelse af en banebrydende forskningsindsats eller et teknologibidrag, der fremmer udviklingen af bioteknologisk videnskab til innovative løsninger. Han tildeles prisen for sit videnskabelige gennembrud inden for studier af membranproteiner, hvor han sammen med sine kollegaer bl.a. har afdækket, hvordan membranproteiner dannes og fungerer. Membranproteiner udfører en række funktioner, som er afgørende for overlevelsen af organismer og dermed menneskers sundhed. Med sin forskning har Gunnar von Heijne bidraget til udviklingen af algoritmer, der kan forudsige proteiners strukturer, og han har derudover spillet en aktiv rolle i videnskabelig kommunikation til unge såvel som resten af samfundet.