Lea Klingenberg Barfod, ph.d. hos Københavns Universitet, har modtaget Novo Nordisk Fondens Young Investigator Award. Udover hæderen modtager hun en bevilling på 20 mio. kr., som vil gøre hende i stand til at etablere sit forskningslaboratorium i Danmark og forfølge sine forskningsprogrammer over en periode på syv år. Hun kommer til Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet fra Jenner Institute på University of Oxford, hvor hun har været senior research scientist. Som lektor i København kommer hun til at lede et forskerteam, som vil fokusere på at forbedre kvaliteten af de antistoffer, der aktiveres af vacciner. Formålet med hendes Young Investigator Award-forskningsprogram er at kortlægge egenskaberne på de antistoffer, som kan aktivere beskyttelse mod sygdomme. Den viden, som opnås gennem denne forskning, kan direkte anvendes i udviklingen af en andengenerationsvaccine mod malaria og også overføres til udvikling af vacciner mod andre sygdomme.