Skov- og naturbrande, der har været skyld i en af de værste naturkatastrofer i Grækenland i årtier, er omsider kommet under kontrol.
Det siger en talsmand for den græske redningstjeneste, Spyros Georgiou, til nyhedsbureauet AFP.
- Fra og med torsdag er der ikke længere nogen aktiv brandfront, men blot spredte lommer, siger han.
Regn og faldende temperaturer har hjulpet brandmandskabet med at trænge naturbrandene tilbage.
Redningstjenesten er dog fortsat i alarmberedskab i forhold til eventuelle opblussende brande på øen Evia og regionen Arcadia på Peloponnes.
Her er der områder med kløfter, som det er svært for brandfolkene at nå frem til.
Der ventes i weekenden kraftig vind. Derfor vil det mandskab fra udlandet, der har været sendt til Grækenland for at assistere, forblive, hvor det er, siger Georgiou.
Grækenland har som andre lande i Sydeuropa været ramt af en voldsom hedebølge. Det har en række steder ført til temperaturer over 45 grader.
Hundredvise af huse og mange virksomheder er blevet raseret under brandene på Evia, i Arcadia og udkanten af Athen. Brandene har stået på siden slutningen af juli. De tog til i styrke i sidste uge, da hedebølgen for alvor ramte.
Hedebølger indfinder sig oftere som følge af klimaforandringer, siger videnskabsfolk.
Den globale temperatur stiger, og det fører til naturbrande, store mængder regn og oversvømmelser, som det er set i det nordøstlige USA, Tyskland og Kina denne sommer.
Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, beskrev i sidste uge infernoet af skov- og naturbrande som "den største økologiske katastrofe i årtier".
/ritzau/