ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Gazeller 2002: Modetøj giver gazelle topplacering

Modetøjsfirmaet Vila A/S i Århus er danmarksmester i vækst i 2002.Ingen anden virksomhed i landet har kunnet præstere en så solid 12-dobling af bruttoresultatet på fire år.
Det var derfor to stolte repræsentanter fra virksomheden, økonomiansvarlig Lone Lauritsen og daglig leder Jens Henrik Søndergaard, der i aftes på dagbladet Børsens gazellekonference i København fik overrakt vindertrofæ, diplom og blomster.
»Selv om vi kommer fra Jylland – så er vi stolte,« sagde Jens Henrik Søndergaard og gjorde smilene endnu bredere hos de op mod 500 konferencedeltagere, der var mødt op på Scandic Hotel Copenhagen.
Lone Lauritsen og Henrik Søndergaard er enige om, at den solide vækstpræstation kun er kommet hjem i kraft af teamwork og dygtige ansatte.
»Det har virket meget motiverende for os allesammen i Vila, at vi har skabt så stor en vækst, at vi er blevet gazellevindere,« sagde en glad Lone Lauritsen. Vila agter dog ikke umiddelbart at bruge vindertitlen i sin markedsføring, sådan som flere og flere gazellevirksomheder ellers gør.
»Efter at vi er stået frem med vores succes, er vi blevet bombarderet med henvendelser fra smarte konsulenter og rådgivere, som bare vil sende os alt for dyre regninger,« sagde Henrik Søndergaard.
Vila, der i regnskabsåret 2000/2001 havde et bruttoresultat på 34 mio. kr., ejes af stifteren af tøjvirksomheden Bestseller, Troels Holch Povlsen, og hans søn, den 29-årige Anders Holch Povlsen. De to ejer halvdelen af selskabet, mens den anden halvdel ejes af Bestseller.
På konferencen blev der ud over landsvinderen fra Århus også sat navn på gazellevinderne i de enkelte amter øst for Storebælt.
Forinden havde en veloplagt Peter Rasborg, statsautoriseret revisor i Børsens gazellepartner, BDO Revision, løftet sløret for de fællestræk, der findes ved de gazellevirksomheder, som der siden den første undersøgelse i 1995 har været over 5000 af. Gazellerne er for 90 pct. vedkommende kernesunde virksomheder, båret af en klar entreprenørånd, en enkel ide, sund utålmodighed og en grænsebrydende tænkning.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis