80 Ivar Samrén, tidligere topchef hos SAS Service Partner, kan torsdag fejre sin 80-års fødselsdag. Han har gennem sin karriere bl.a. været medlem af SAS' koncernledelse, næstformand hos Københavns Lufthavn og formand hos rederiet DFDS og mediekoncernen Egmont. Han har haft det ledende ansvar hos 15 virksomheder i otte lande og bestyrelsesansvar i 19 lande verden over. Han er født, opvokset og uddannet som civiløkonom i Sverige og startede karrieren som sælger og salgschef hos det daværende medicinudstyrsselskab Mölnlycke i Göteborg, Tyskland og Holland. I 1970 fik hans resultater med moderne salgsstrategier den hollandske nationale varehuskæde Magazin de Bijenkorf til at udnævne ham til topchef i en alder af 31 år. I 1984 flyttede han med familien til Danmark og blev chef hos SAS Service Partner. I 2016 udgav Ivar Samrén sine erindringer, "Ivar Samrén - i al diskretion".70 Per Christiansen, brandrådgiver hos ingeniørvirksomheden Hundsbæk & Henriksen, fylder onsdag 70 år. Han er oprindeligt uddannet bygningsingeniør og kom til Hundsbæk & Henriksen i 2001. Han er nu seniorrådgiver med over 40 års erfaring som henholdsvis ingeniør, projektleder, direktør og brandrådgivningsekspert. Han er vidende, engageret, målrettet og har et skarpt øje for udviklingspotentiale. Han er senest uddannet i fire safety engineering fra Danmarks Tekniske Universitet i 2011 og har efterfølgende beskæftiget sig med en lang række forskelligartede brandrådgivningsprojekter. De sidste 25 år har han desuden deltaget aktivt i udviklingen af det digitale byggeri, herunder anvendelsen af Building Information Model (BIM) i forbindelse med brandtekniske beregninger. Per Christiansen er desuden medforfatter til den brandtekniske faglitteratur "Building Information Modeling and Fire Protection Engineering".