70 Lone Rasmussen, bestyrelsesmedlem hos patientforeningen Kræftens Bekæmpelse, fylder onsdag 70 år. Hun startede karrieren hos det daværende nordsjællandske elselskab Nesa (nu Dong Energy) for næsten 50 år siden. Her blev hun hurtigt en central person i informationsafdelingen. Igennem sin karriere har hun beskæftiget sig med kommunikation, PR og ledelse og har som kommunikationschef formidlet oplysninger til kunder, medier og myndigheder. Derudover har hun løbende rådgivet topchefer, bestyrelsesmedlemmer og kolleger. Lone Rasmussen er i dag konsulent og bestyrelsesmedlem i Dong Energys elnetselskab Radius. Derudover er hun aktiv som bestyrelsesmedlem hos nonprofitorganisationen Girltalk.dk og hos Kræftens Bekæmpelse i Gentofte.