ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Freetrailer-stifter fratræder stilling: "Det har været en beslutning, som har været et stykke tid undervejs"

Stifter af Freetrailer, Allan Sønderskov Darré, forlader den daglige drift, men fastholder dog sin tilknytning til Freetrailer som hovedaktionær og bestyrelsesmedlem. Arkivfoto: Thomas Nielsen
Stifter af Freetrailer, Allan Sønderskov Darré, forlader den daglige drift, men fastholder dog sin tilknytning til Freetrailer som hovedaktionær og bestyrelsesmedlem. Arkivfoto: Thomas Nielsen

Stifteren af Freetrailer Allan Sønderskov Darré fratræder sin stilling som ansvarlig for virksomhedens internationale udrulning per 30. april.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Freetrailer, hvis forretningskoncept går ud på at udlåne trailere gratis, er noteret på den svenske minibørs Spotlight Stock Market.

Allan Sønderskov Darré fastholder dog sin tilknytning til Freetrailer som hovedaktionær og bestyrelsesmedlem.

Den nye mand i spidsen for ekspansion på de internationale markeder bliver bestyrelsesformand Mikael Bartroff, der har erfaring som topleder i Inter-IKEA.

"Det har været en beslutning, som har været et stykke tid undervejs, og jeg tænkte, at tiden nu var den rette. Freetrailer og udviklingen af Freetrailer konceptet har været mit liv de sidste 16 år, og som stifter og hovedaktionær vil mit hjerte altid banke for Freetrailer," udtaler Allan Sønderskov Darré blandt andet i pressemeddelelsen.

Freetrailer meddeler yderligere, at virksomheden er i gang med at finde en ansvarlig for det tyske marked, hvor man forventer at kunne præsentere de første aftaler i tredje kvartal.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis