I forbindelse med den aftale, som regeringen har lavet med Venstre, De Konservative, De Radikale og SF, bliver der lagt syv milliarder kroner til at håndtere den nuværende sikkerhedssituation.
Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde søndag.
- Vi har i fællesskab besluttet at afsætte syv milliarder kroner over de næste to år til styrkelse af dansk forsvar, diplomati, den humanitære indsats og de afledte konsekvenser, det også kan have for det danske samfund, siger hun.
På pressemødet redegør statsministeren ikke for præcis, hvad de 3,5 milliarder i 2022 og 2023 skal dække af udgifter.
I aftaleteksten beskrives de syv milliarder kroner således:
- Aftalepartierne er enige om at afsætte en generel reserve på 3,5 milliarder kroner årligt i 2022 og 2023 i lyset af Ruslandskrisen, herunder til aktuelle økonomiske ubalancer i Forsvaret, forhøjet beredskab, afledte indsatser, styrket diplomati, humanitær indsats med videre.
Det nuværende forsvarsforlig udløber med 2023, og et nyt forsvarsforlig, hvor man aftaler Forsvarets udgifter, vil først træde i kraft 2024. Dermed vil ekstra udgifter indtil da skulle aftales ved siden af et nyt forlig.
I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine 24. februar har det danske forsvar været i et forhøjet beredskab.
Netmediet har Altinget har tidligere skrevet, at det forhøjede beredskab har betydet yderligere udgifter, som skal dækkes.
/ritzau/