ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fakta redder lederen fra guillotinen

BLOG - Der er god balance mellem blokkene i agurketidens ”store” sager. Både Helle Thorning og Lene Espersen havnede i gabestokken for deres personlige prioriteringer.

Den ene om en skattesag, den anden om en ferieprioritering. Begge sager er lige substansløse. De er udtryk for personliggørelse af det politiske, hvor egentlig substans glider i baggrunden til fordel for disse historier, som kan mane til misundelse, forargelse eller vrede.

Medier og offentlighed fælder hurtigt en emotionel og moralsk dom over politikere, der markedsføres som præsidenter og skal være gjort af andet stof end almindelige mennesker. Når mediestormen er stærk nok, ruller der hoveder!

Nogle af de samme mekanismer gælder for topledere.

Medarbejdere og omverden vil gerne skabe ikoner og skubbe den landskendte CEO ud i en rolle som halvgud. Tårnhøje lønninger og et kommunikationsapparat til rådighed samler selvfølgelig brænde til bålet.

Der er også karriere og penge i at lande i en kendt, positiv og værdi-rigtig position. Men synderligt sagligt er det ikke, for ledere virker gennem andre, og ledelse er en uhørt kollektiv proces. Ledergruppen glider ofte i baggrunden, og nogle topledere får en eksponering, som er mange gange stærkere end virksomheden.

Faren ved denne ”forførelse” af omgivelserne er klar nok. Da den ikke er baseret på saglighed kan den give bagslag. Den moralsk tvivlsomme disposition i virksomheden bliver toplederen stillet til ansvar for, og så ruller samme cirkus gennem byen, som i juli og august har haft Helle og Lene som de mest sete luftakrobater.

En faktaorienteret ledelsesstil – altså vægt på det analytiske og data-orienterede – er her en styrke. For det første fordi virksomheden minimerer risikoen for at komme ud i stormvejr, og for det andet fordi nye data i en kritisk situation bliver naturlige at inddrage, og de kan forklare en ændret position eller holdning i virksomheden.

Fakta kan redde toplederen ud af guillotinen! Når ledere ønsker flere fakta, og viser at de analyserer, før de beslutter, så gør de noget godt for deres organisation: De viser at saglighed betyder mere end spin. Dette stærke kulturelle signal indebærer, at de fortjener rollen som ”president” i stedet for at skulle manipulere medier for at bevare den.

Lars Sander Matjeka, direktør i SAS Institute, er fast ledelsesblogger på borsen.dk



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis