1970'ernes energikrise med deraf sænkede lofter var den rene gift for stukkatørfaget, for pludselig blev de mange flotte stuklofter pakket væk bag listelofter og gipsplader. Omvendt sørgede 2000'ernes ekstravagante forbrug for et sandt boom, når det gælder opgaver for stukkatører. For når pengene sidder løst, er der godt gang i både rosetter og gesimser til private hjem, men også i renoveringsopgaver for erhvervsvirksomheder og i høj grad i diverse kunstprojekter.