ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Europa: Fald for tredje dag i træk

Stemningen var været ganske negativ på de europæiske aktiemarkeder hele fredagen, men tristessen fik yderligere en tak opad, efter en dyster rapport fra det amerikanske arbejdsmarked. Det fælleseuropæiske DJ Stoxx 600-indeks lukkede 1,9 pct. lavere, mens det forud for den amerikanske arbejdsmarkedsrapport kun noterede et minus på ca. 1 pct. Det var tredje dag i træk med en overvægt af fald til de europæiske aktier. Værst gik det i Amsterdam og Paris, hvor både luftfartskæmpen Air France-KLM og stålgiganten ArcelorMittal er børsnoteret og bakkede omkring 3 pct. De toneangivende indeks i Amsterdam og Paris faldt henholdsvis 2,1 pct. og 1,9 pct. På sektorniveau var det bankerne, der trak mest ned, da yderligere konjunkturforværring altid er skidt nyt for nedskrivningskontoen. Desuden vurderede en EU-rapport, at der fortsat er store tab i vente for de europæiske storbanker. Tyske Commerzbank faldt 9 pct., mens Royal Bank of Scotland noterede et minus på knap 8 pct. Ud over de to banker var de to største tabere i DJ Stoxx 600, Carlsberg og det norske solenergiselskab Renewable Energy. Renewable Energy meddelte, at det planlægger at udstede konvertible obligationer for 320 mio. euro. Renewable Energy lukkede 8,6 pct. lavere. Bedst blandt de store europæisk noterede selskaber gik det pudsigt nok for Carlsbergs konkurrent SABMiller, der vurderes at være i den bedste position til at overtage Femsas attraktive øldivision i Latinamerika, som er til salg. De store konkurrenter har nemlig rigeligt at se til med at fordøje de seneste års store opkøb. SABMiller lukkede 2,4 pct. højere i London. De amerikanske aktieindeks lå med moderate fald ved europæisk børslukketid og kunne dermed ikke rejse sig trods en ordentlig lussing torsdag. Igen var forklaringen dårlige nøgletal, ikke mindst den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der viste en stigning i arbejdsløsheden til 9,8 pct., hvilket er det højeste niveau siden 1983, mens beskæftigelsen uden for landbruget faldt med 263.000 mod et ventet fald på 175.000, ifølge Bloomberg News.




Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis